lørdag den 1. august 2009

Det vilde studenterliv

Tja, det går jo stille og roligt her i Dunedin, hvor studierne er i fuld gang, og man begynder at få travlt med den slags. For at give en ide om vil jeg lige prøve at beskrive en typisk uge:

Mandag har jeg ingen undervisning, så den går typisk med at læse op til den kommende uge og få vasket tøj eller andre praktiske ting. Det kræver ofte noget selvdisciplin at få brugt dagen produktivt, men rart nok at have en dag til at klargøre ugen.

Tirsdag er der undervisning kl. 9 om morgenen i faget Approaches to Writing About Literature. Disse timer er såkaldte 'tutorials' og involverer ofte en form for praktisk opgave. Det er en ok måde at starte ugen på, da det oftest er rimelig stille og roligt. Mellem 11 og 12 har jeg pause og kl. 12 er der forelæsning i faget Renaissance Literature. Sidste uge var vi igennem Shakespeare's Sonnets, som jeg har fået gennemgået før, men det er fint at få det genopfrisket fra en ny vinkel. Jeg har fri kl. 13, og herefter bruger jeg typisk noget tid om eftermiddagen på læsning.

Onsdag begynder undervisningen først kl. 12, men det er til gengæld mit hårdeste fag, Modernism: Joyce, hvori vi gennemgår den føromtalte murstensroman, Ulysses. Efter en dobbelt forelæsning, er der tutorial i samme fag, hvor vi har mulighed for at stille spørgsmål til det gennemgåede. Selvom dagen er kort, er den mentalt udmattende, da man oftest skal følge rimelig ihærdigt med i lang tid af gangen. Om aftenen er der yoga, hvilket er virkelig afslappende, og falder på et perfekt tidspunkt.

Torsdag er den længste dag. Start kl. 9 med tutorial i Renaissance Literature, igen til evt. spørgsmål. Herefter en to timers pause, hvor der så er forelæsning i Renaissance Literature, så en enkelt times pause, og til sidst dobbelt forelæsning fra 2 til 4 i Approaches... Man er godt ør i hovedet efter sådan en omgang, især fordi jeg ofte bruger pauserne til at læse. Torsdag aften skal jeg spille squash, men er ikke begyndt endnu. Desuden er der jazzaften på en nærliggende bar hver torsdag, hvor man oftest kan finde en god, stor gruppe folk fra Toroa House.

Fredag har jeg fri, og selvom jeg helst ville bruge dagen produktivt, ender det typisk med at jeg sover lidt for længe, og tager den lidt for meget med ro. Om eftermiddagen, spilles der hygge-fodbold, og om aftenen sker der for det meste en masse forskellige ting, så der er frit valg, alt efter hvad man har lyst til.

Weekenderne er meget stille og rolige. Der er typisk nogle ture man kan tage på eller en eller anden form for arrangement, og ellers er der sikkert noget læsning der venter.

Det burde give en idé om hvordan mine uger går for tiden.

1 kommentar:

  1. Hej Kasper,

    Så er vi endelig kommet ind på din blog. Du skriver jo herregodt!! Der er talent at se og du har jo navnet til en bestseller (talt som en ægte storesøster, ikke?).
    Bare bliv ved med at skrive.
    Vi fortsætter læsningen, og nyder billederne dertil.

    De bedste hilsner og ps. Berlin er en FANTASTISK by.
    Lise

    SvarSlet