Det er snart to måneder siden jeg sidst har skrevet på denne blog, og det går jo slet ikke, så derfor kommer her lige en lille fortælling om denne weekends eskapader.
Eksamensperioden er i fuld gang, og eftersom jeg har lidt tid endnu før mine eksaminer var der lige tid til en hurtig tur til Queenstown, som er sydøens helt store turistfælde med et stort udbud af alle mulige aktiviteter, såsom bungy jumping, river rafting, jetbådture, kajakture og alt den slags. Mette og Thomas (begge fra Danmark) har købt en bil hernede og de havde plads til fire andre, så vi fik samlet en rigtig god gruppe, der også inkluderede Anja (Danmark), Sean (Michigan, USA) og Michael (Tyskland). Vi havde en helt fuldstændig fantastisk tur - og før jeg fortsætter kan jeg forsikre Lise om at historien ikke byder på et bungyjump fra min side. Så læs roligt videre.
Thomas, Michael og Mette var fast besluttede på at tage 'Nevis Jump', der er verdens tredjehøjeste bungy jump. Vi tre andre var ikke lige så friske på bungy, så vi fandt i stedet for et hostel til os alle sammen og gik en tur rundt i Queenstown, der ligger helt sindssygt smukt, ned til en kæmpe sø, og omgivet af bjerge. Vi blev alle sammen enige om at tage på rafting tur dagen efter, så det fik vi også booket. 175 NZ dollars var prisen, og det lyder måske som meget, men det skulle vise sig at være alle pengene værd.
Da de tre springere vendte tilbage - fuldstændigt høje på adrenalin - tog vi ud at handle ind til aftensmad og så tilbage til vores hostel, hvor vi hurtigt fandt vej til spa'en. Det blev til tre timer i udendørs spa med kolde øl, på trods af silende regn. Lige præcis hvad seks hårdtarbejdende studerende havde brug for!
Efter maden var vi en tur ude i det Queenstown'ske natteliv, og endte ved efterhånden legendariske 'Fergburger', der er en enormt populær burgerbar. Og med al mulig respekt for Byens Burger i Århus, må jeg nok give kronen videre til Fergburger. Kæmpestore burgere med friske grøntsager og perfekte bøffer. Alle tiders!
Dagen efter vågnede vi kl. 9 til morgenmad, og selvom vi havde håbet på at kunne nå en hurtig vandretur inden vi skulle afsted på rafting kl. 13, var tempoet ikke helt højt nok til at nå det. Så vi tog i stedet for en hurtig tur i Queenstown's botaniske have, der har et helt fantastisk udsyn.
Efter at være blevet ført ind i busser af rafting-arrangøren, blev vi kørt ud til Shotover River, som rent faktisk er brugt i Ringenes Herre - det er her, Arwen siger sin berømte replik: "If you want him, come and claim him" - og fik udleveret passende udstyr. Selvom vejret havde været lidt trist indtil dette tidspunkt, skinnede solen fra en næsten skyfri himmel da vi forlod omklædningsrummene. Det skulle dog vise sig at være knap så behageligt, da køreturen i våddragt blev en anelse lummer.
Vores guides kørte os op bjergområdet lige udenfor Queenstown i en lille bus af ældre dato, og køreturen var lidt af en oplevelse i sig selv, da udsynene ud over klipperne og ned imod afgrunden var nok til at sætte godt gang i nervøsiteten. Vi ankom dog til vores startpunkt med alle lemmer i behold og fik en lektion i rafting. Det dulmede dog heller ikke rigtigt nervøsiteten, da det hurtigt stod klart at gummibådene nemt kan flippe om på hovedet eller smide os af i farten. Vores guides virkede dog fuldt kvalificerede.
Eftersom bådene havde plads til seks mand og én guide, kunne hele vores lille gruppe fylde en båd, hvilket gjorde det hele lidt mere sjovt. Vi havde mødt to kiwier på vores hostel der havde anbefalet guiden Chief, en stor Maori-fyr, og ved et tilfælde var det præcis ham vi fik som guide. Selvom han virkede en anelse knotten, blev han hurtigt lidt mere munter så snart vi kom ud på floden. Han var fast besluttet på at vi skulle komme først i mål og gerne tilplaske de andre både så meget som muligt på vejen. Flere gange på turen stillede han sig op i vores båd for at skrige fornærmelser til de andre både. Ret skægt, eftersom man også selv blev lidt grebet af stemningen og den venligt stillede konkurrence imellem bådene. Blandt andet fik vi på et tidspunkt selskab af to folk fra en anden båd der sprang over for at hive Chief i vandet. Det rene van(d)vid!
Turen på Shotover River slutter med en 170 meter lang tunnel, direkte efterfulgt af et rimelig heftigt fald, der let kan flippe båden hvis man ikke får styret sig ordentligt igennem. Vi klarede os dog igennem uden at ryge på hovedet, selvom vi tog et ordentligt skyl flodvand i ansigterne. Da vi havde afleveret udstyr og fået en tur i bad og i sauna, blev vi kørt tilbage til Queenstown. Alt i alt en super eftermiddag, og bestemt de 175 dollars værd.
Efter at have spist aftensmad på en lokal pub kørte vi tilbage til Dunedin, dog ikke uden en utilsigtet omvej, der betød at vi hjemme en time senere end vi lige havde regnet med. Så vi var godt kogte da vi endelig var tilbage ved Toroa House.
Nu gælder det så om at komme tilbage til hverdagen igen, og få læst op til eksamen. Min første ligger i næste uge, så der bliver nok ikke tid til så meget skæg og ballade i den umiddelbare fremtid.
mandag den 19. oktober 2009
mandag den 31. august 2009
Tak for fødselsdagshilsnerne
Hej allesammen!
Først og fremmest tusind tak for alle fødselsdagshilsnerne. Jeg havde en virkelig fantastisk dag:
Det startede aftenen før, hvor jeg holdt et lille møde med tre af mine flatmates: Daniel (Brasilien), Terence (Sydafrika) og Sam (New Zealand). De serverede Gin og Tonics og New Zealandske chips og småkager og så fik jeg endda også fødselsdagssang kl. midnat og hele molevitten.
Torsdag morgen vågnede jeg til skyfri himmel og rigtigt forårsstemning, og da jeg træder ind på kontoret i Toroa House for at se om Lise og Tinas fødselsdagspakke er kommet, træder pakkeposten ind ad den modsatte dør. Perfekt timing, storesøstre!
Herefter tog jeg ned på Uni for at hente mit første essay i NZ der var blevet rettet og fået karakter. Efter at kunne konstatere at jeg havde fået A+ (Yes!), besluttede jeg mig for at springe undervisningen over og i stedet for fejre det gode vejr, karakteren og min fødselsdag med en omgang fish and chips med nogle venner. Rigtig god beslutning, synes jeg selv :)
Om aftenen holdte jeg en lille fødselsdagsfest. Ikke noget stort eller særligt vildt, men rigtig hyggeligt. Alt i alt en perfekt dag.
Sidste weekend var jeg - som nævnt tidligere - på en éndagstur til The Catlins, og det var en rigtig god tur. Vores gruppe på syv mand var perfekt, og bestod kun af hyggelige mennesker, og naturen var fantastisk. Det føltes virkelig godt at være på tur midt i alt den studiestress.
Det går rigtig godt med studierne. Man bruger procenter hernede, og indtil nu er det blevet til to gange 90% (A+) og én gang 83% (A-, tror jeg nok), så jeg er virkelig godt tilfreds. Rart at vide at det hårde arbejde man lægger i studierne kan dokumenteres når man kommer hjem igen.
Lige nu har vi 'mid semester break' her i Dunedin; én uges pause fra studierne, hvilket er ret lækkert. Der er ikke penge til at rejse udenbys, men heldigvis er Chris (Østrig), Henry (Malaysia) og Kamani (Singapore) i samme båd, så vi hygger her i Toroa. Vi skiftes til at lave mad, og i går var vi i biografen og se District 9. Rigtig god film. Meget anbefalelsesværdig.
Resten af ugen skal gå med at hænge lidt ud med ovennævnte gruppe, og så skal der ellers bare læses. Jeg har et essay der skal afleveres torsdagen efter pausen så det skal jeg have kigget på. Derudover har jeg tre forskellige essays i tre forskellige fag der skal afleveres samme dag, 2. Oktober, så bliver vist nødt til at få tyvstartet på i hvert fald et enkelt af dem.
Håber alt er vel i DK.
Først og fremmest tusind tak for alle fødselsdagshilsnerne. Jeg havde en virkelig fantastisk dag:
Det startede aftenen før, hvor jeg holdt et lille møde med tre af mine flatmates: Daniel (Brasilien), Terence (Sydafrika) og Sam (New Zealand). De serverede Gin og Tonics og New Zealandske chips og småkager og så fik jeg endda også fødselsdagssang kl. midnat og hele molevitten.
Torsdag morgen vågnede jeg til skyfri himmel og rigtigt forårsstemning, og da jeg træder ind på kontoret i Toroa House for at se om Lise og Tinas fødselsdagspakke er kommet, træder pakkeposten ind ad den modsatte dør. Perfekt timing, storesøstre!
Herefter tog jeg ned på Uni for at hente mit første essay i NZ der var blevet rettet og fået karakter. Efter at kunne konstatere at jeg havde fået A+ (Yes!), besluttede jeg mig for at springe undervisningen over og i stedet for fejre det gode vejr, karakteren og min fødselsdag med en omgang fish and chips med nogle venner. Rigtig god beslutning, synes jeg selv :)
Om aftenen holdte jeg en lille fødselsdagsfest. Ikke noget stort eller særligt vildt, men rigtig hyggeligt. Alt i alt en perfekt dag.
Sidste weekend var jeg - som nævnt tidligere - på en éndagstur til The Catlins, og det var en rigtig god tur. Vores gruppe på syv mand var perfekt, og bestod kun af hyggelige mennesker, og naturen var fantastisk. Det føltes virkelig godt at være på tur midt i alt den studiestress.
Det går rigtig godt med studierne. Man bruger procenter hernede, og indtil nu er det blevet til to gange 90% (A+) og én gang 83% (A-, tror jeg nok), så jeg er virkelig godt tilfreds. Rart at vide at det hårde arbejde man lægger i studierne kan dokumenteres når man kommer hjem igen.
Lige nu har vi 'mid semester break' her i Dunedin; én uges pause fra studierne, hvilket er ret lækkert. Der er ikke penge til at rejse udenbys, men heldigvis er Chris (Østrig), Henry (Malaysia) og Kamani (Singapore) i samme båd, så vi hygger her i Toroa. Vi skiftes til at lave mad, og i går var vi i biografen og se District 9. Rigtig god film. Meget anbefalelsesværdig.
Resten af ugen skal gå med at hænge lidt ud med ovennævnte gruppe, og så skal der ellers bare læses. Jeg har et essay der skal afleveres torsdagen efter pausen så det skal jeg have kigget på. Derudover har jeg tre forskellige essays i tre forskellige fag der skal afleveres samme dag, 2. Oktober, så bliver vist nødt til at få tyvstartet på i hvert fald et enkelt af dem.
Håber alt er vel i DK.
Eftersom det jo ikke er alle der kan se billederne på Facebook, er her en lille video med de bedste billeder fra mine første to måneder på New Zealand, sat til lidt god musik. Kvaliteten er ikke helt i top, men det skulle fungere ok.
Her en hurtig guide til billederne:
00:00 - 00:39 - Auckland
00:39 - 01:08 - Wanganui
01:08 - 01:24 - Dunedin (hvor jeg bor)
01:24 - 01:40 - Baldwin Street (verdens stejleste gade)
01:40 - 01:50 - Dunedin (fortsat)
01:50 - 02:01 - Togtur til Taieri Gorge
02:01 - 02:43 - Sandfly Bay (med sæler, søløver og pingviner)
02:43 - 03:05 - St. Claire Beach (i udkanten af Dunedin)
03:05 - 04:30 - The Catlins
Go' fornøjelse!
Her en hurtig guide til billederne:
00:00 - 00:39 - Auckland
00:39 - 01:08 - Wanganui
01:08 - 01:24 - Dunedin (hvor jeg bor)
01:24 - 01:40 - Baldwin Street (verdens stejleste gade)
01:40 - 01:50 - Dunedin (fortsat)
01:50 - 02:01 - Togtur til Taieri Gorge
02:01 - 02:43 - Sandfly Bay (med sæler, søløver og pingviner)
02:43 - 03:05 - St. Claire Beach (i udkanten af Dunedin)
03:05 - 04:30 - The Catlins
Go' fornøjelse!
fredag den 21. august 2009
Midt i en opgavetid
Så er det tid til endnu en lille opdatering fra Kiwiland.
Jeg sidder her kl. lidt over midnat med en opgave der skal afleveres i morgen (fredag) kl. 17 og eftersom det har været en enormt travl uge, har der ikke været tid til at være ude i så god tid. Så må man jo bruge lidt af natten på at få lavet sine ting. Det er der jo ikke så meget nyt i - stort set alle større opgaver jeg har skrevet over de sidste fire år har involveret en eller anden form natteroderi. Og når man har brug for en lille pause fra opgaveskriveriet, ja, så er det godt man har en blog man kan opdatere.
Under vores intro-uge fik vi at vide at vi kunne forvente den såkaldte "honeymoon effect" - det første stykke tid i New Zealand, vader man rundt i total ekstase over at være udenlands, møde nye mennesker og opleve fantastiske ting. Det er en periode hvor alt er godt og man bare er spændt og glad over det hele. Når så denne "honeymoon" er ovre, så rammer den hårde sandhed med studierne, og pludselig har den første ekstase lagt sig og man rammer jorden igen.
Den analyse er nok meget rigtigt set, for lige nu bliver der godt nok ikke udforsket særlig meget. Med tre deadlines indenfor samme uge har jeg ikke haft overskud til at tænke på særlig meget andet, og måtte takke nej til en weekendtur til Christchurch, hvilket selvfølgelig gør lidt ondt. Heldigvis får jeg i stedet for en éndagstur til the Catlins, der er et efter sigende enormt smukt naturområde syd for Dunedin i retning af byen Invercargill. Så det skal min lørdag gå med, og jeg glæder mig helt vildt til det. Mette, en dansk pige fra Toroa, har købt bil hernede og fylder den op med mig, Thomas (Danmark), Sean (USA), Leigh (Hawaii), Michael (Tyskland), og en person mere, som jeg vist ikke har mødt før. Det er en god og venlig gruppe, så det lover til at blive en rigtig god tur... Nu har vejret så bare at makke ret!
Her i vores lejlighed går det stille og roligt, men må notere at aldersforskellen begynder at blive mærkbar. Når man - som snart 26-årig - bor sammen med to 19-årige, så skal det vel næsten også kunne mærkes, men det er godt nok ikke altid lige let. Til tider ligner køkkenet noget der er løgn, og det er godt nok en anelse irriterende. Heldigvis skiftes vi til at gøre rent en gang om ugen, så ved starten af hver uge ser det rimeligt ud igen. En anden ting er at visse nationaliteter er vant til at holde huset pænt køligt, hvilket resulterer i at man ofte kommer hjem og finder terrassedøren helt åben - og det er altså stadig pænt koldt udenfor til tider. Vi har snakket om det, men det lader ikke til at der ligger et forlig i luften. Jeg trøster mig ved tanken om at jeg kune skal bo her frem til midt-November, og at det forhåbentligt snart bliver varmere udenfor.
Jeg har netop fået mine eksamensdatoer at vide, og det ser rigtig fint ud. Har en eksamen den 25. Oktober og den anden (og sidste) ligger på den 7. November, så jeg kan se frem til næsten tre måneders ferie, da Århus Universitet først starter op igen omkring den 1. Februar. Det er selvfølgelig rigtig lækkert, da det giver mulighed for at få udforsket landet og også nå hjem og lande inden det rigtigt går løs med specialet. Ja, det er vildt nok at tænke på, men om et halvt år sidder jeg og kæmper med kandidatspecialet. Glæder mig efterhånden til at komme ud i den virkelige verden.
Jeg sidder her kl. lidt over midnat med en opgave der skal afleveres i morgen (fredag) kl. 17 og eftersom det har været en enormt travl uge, har der ikke været tid til at være ude i så god tid. Så må man jo bruge lidt af natten på at få lavet sine ting. Det er der jo ikke så meget nyt i - stort set alle større opgaver jeg har skrevet over de sidste fire år har involveret en eller anden form natteroderi. Og når man har brug for en lille pause fra opgaveskriveriet, ja, så er det godt man har en blog man kan opdatere.
Under vores intro-uge fik vi at vide at vi kunne forvente den såkaldte "honeymoon effect" - det første stykke tid i New Zealand, vader man rundt i total ekstase over at være udenlands, møde nye mennesker og opleve fantastiske ting. Det er en periode hvor alt er godt og man bare er spændt og glad over det hele. Når så denne "honeymoon" er ovre, så rammer den hårde sandhed med studierne, og pludselig har den første ekstase lagt sig og man rammer jorden igen.
Den analyse er nok meget rigtigt set, for lige nu bliver der godt nok ikke udforsket særlig meget. Med tre deadlines indenfor samme uge har jeg ikke haft overskud til at tænke på særlig meget andet, og måtte takke nej til en weekendtur til Christchurch, hvilket selvfølgelig gør lidt ondt. Heldigvis får jeg i stedet for en éndagstur til the Catlins, der er et efter sigende enormt smukt naturområde syd for Dunedin i retning af byen Invercargill. Så det skal min lørdag gå med, og jeg glæder mig helt vildt til det. Mette, en dansk pige fra Toroa, har købt bil hernede og fylder den op med mig, Thomas (Danmark), Sean (USA), Leigh (Hawaii), Michael (Tyskland), og en person mere, som jeg vist ikke har mødt før. Det er en god og venlig gruppe, så det lover til at blive en rigtig god tur... Nu har vejret så bare at makke ret!
Her i vores lejlighed går det stille og roligt, men må notere at aldersforskellen begynder at blive mærkbar. Når man - som snart 26-årig - bor sammen med to 19-årige, så skal det vel næsten også kunne mærkes, men det er godt nok ikke altid lige let. Til tider ligner køkkenet noget der er løgn, og det er godt nok en anelse irriterende. Heldigvis skiftes vi til at gøre rent en gang om ugen, så ved starten af hver uge ser det rimeligt ud igen. En anden ting er at visse nationaliteter er vant til at holde huset pænt køligt, hvilket resulterer i at man ofte kommer hjem og finder terrassedøren helt åben - og det er altså stadig pænt koldt udenfor til tider. Vi har snakket om det, men det lader ikke til at der ligger et forlig i luften. Jeg trøster mig ved tanken om at jeg kune skal bo her frem til midt-November, og at det forhåbentligt snart bliver varmere udenfor.
Jeg har netop fået mine eksamensdatoer at vide, og det ser rigtig fint ud. Har en eksamen den 25. Oktober og den anden (og sidste) ligger på den 7. November, så jeg kan se frem til næsten tre måneders ferie, da Århus Universitet først starter op igen omkring den 1. Februar. Det er selvfølgelig rigtig lækkert, da det giver mulighed for at få udforsket landet og også nå hjem og lande inden det rigtigt går løs med specialet. Ja, det er vildt nok at tænke på, men om et halvt år sidder jeg og kæmper med kandidatspecialet. Glæder mig efterhånden til at komme ud i den virkelige verden.
lørdag den 1. august 2009
Det vilde studenterliv
Tja, det går jo stille og roligt her i Dunedin, hvor studierne er i fuld gang, og man begynder at få travlt med den slags. For at give en ide om vil jeg lige prøve at beskrive en typisk uge:
Mandag har jeg ingen undervisning, så den går typisk med at læse op til den kommende uge og få vasket tøj eller andre praktiske ting. Det kræver ofte noget selvdisciplin at få brugt dagen produktivt, men rart nok at have en dag til at klargøre ugen.
Tirsdag er der undervisning kl. 9 om morgenen i faget Approaches to Writing About Literature. Disse timer er såkaldte 'tutorials' og involverer ofte en form for praktisk opgave. Det er en ok måde at starte ugen på, da det oftest er rimelig stille og roligt. Mellem 11 og 12 har jeg pause og kl. 12 er der forelæsning i faget Renaissance Literature. Sidste uge var vi igennem Shakespeare's Sonnets, som jeg har fået gennemgået før, men det er fint at få det genopfrisket fra en ny vinkel. Jeg har fri kl. 13, og herefter bruger jeg typisk noget tid om eftermiddagen på læsning.
Onsdag begynder undervisningen først kl. 12, men det er til gengæld mit hårdeste fag, Modernism: Joyce, hvori vi gennemgår den føromtalte murstensroman, Ulysses. Efter en dobbelt forelæsning, er der tutorial i samme fag, hvor vi har mulighed for at stille spørgsmål til det gennemgåede. Selvom dagen er kort, er den mentalt udmattende, da man oftest skal følge rimelig ihærdigt med i lang tid af gangen. Om aftenen er der yoga, hvilket er virkelig afslappende, og falder på et perfekt tidspunkt.
Torsdag er den længste dag. Start kl. 9 med tutorial i Renaissance Literature, igen til evt. spørgsmål. Herefter en to timers pause, hvor der så er forelæsning i Renaissance Literature, så en enkelt times pause, og til sidst dobbelt forelæsning fra 2 til 4 i Approaches... Man er godt ør i hovedet efter sådan en omgang, især fordi jeg ofte bruger pauserne til at læse. Torsdag aften skal jeg spille squash, men er ikke begyndt endnu. Desuden er der jazzaften på en nærliggende bar hver torsdag, hvor man oftest kan finde en god, stor gruppe folk fra Toroa House.
Fredag har jeg fri, og selvom jeg helst ville bruge dagen produktivt, ender det typisk med at jeg sover lidt for længe, og tager den lidt for meget med ro. Om eftermiddagen, spilles der hygge-fodbold, og om aftenen sker der for det meste en masse forskellige ting, så der er frit valg, alt efter hvad man har lyst til.
Weekenderne er meget stille og rolige. Der er typisk nogle ture man kan tage på eller en eller anden form for arrangement, og ellers er der sikkert noget læsning der venter.
Det burde give en idé om hvordan mine uger går for tiden.
Mandag har jeg ingen undervisning, så den går typisk med at læse op til den kommende uge og få vasket tøj eller andre praktiske ting. Det kræver ofte noget selvdisciplin at få brugt dagen produktivt, men rart nok at have en dag til at klargøre ugen.
Tirsdag er der undervisning kl. 9 om morgenen i faget Approaches to Writing About Literature. Disse timer er såkaldte 'tutorials' og involverer ofte en form for praktisk opgave. Det er en ok måde at starte ugen på, da det oftest er rimelig stille og roligt. Mellem 11 og 12 har jeg pause og kl. 12 er der forelæsning i faget Renaissance Literature. Sidste uge var vi igennem Shakespeare's Sonnets, som jeg har fået gennemgået før, men det er fint at få det genopfrisket fra en ny vinkel. Jeg har fri kl. 13, og herefter bruger jeg typisk noget tid om eftermiddagen på læsning.
Onsdag begynder undervisningen først kl. 12, men det er til gengæld mit hårdeste fag, Modernism: Joyce, hvori vi gennemgår den føromtalte murstensroman, Ulysses. Efter en dobbelt forelæsning, er der tutorial i samme fag, hvor vi har mulighed for at stille spørgsmål til det gennemgåede. Selvom dagen er kort, er den mentalt udmattende, da man oftest skal følge rimelig ihærdigt med i lang tid af gangen. Om aftenen er der yoga, hvilket er virkelig afslappende, og falder på et perfekt tidspunkt.
Torsdag er den længste dag. Start kl. 9 med tutorial i Renaissance Literature, igen til evt. spørgsmål. Herefter en to timers pause, hvor der så er forelæsning i Renaissance Literature, så en enkelt times pause, og til sidst dobbelt forelæsning fra 2 til 4 i Approaches... Man er godt ør i hovedet efter sådan en omgang, især fordi jeg ofte bruger pauserne til at læse. Torsdag aften skal jeg spille squash, men er ikke begyndt endnu. Desuden er der jazzaften på en nærliggende bar hver torsdag, hvor man oftest kan finde en god, stor gruppe folk fra Toroa House.
Fredag har jeg fri, og selvom jeg helst ville bruge dagen produktivt, ender det typisk med at jeg sover lidt for længe, og tager den lidt for meget med ro. Om eftermiddagen, spilles der hygge-fodbold, og om aftenen sker der for det meste en masse forskellige ting, så der er frit valg, alt efter hvad man har lyst til.
Weekenderne er meget stille og rolige. Der er typisk nogle ture man kan tage på eller en eller anden form for arrangement, og ellers er der sikkert noget læsning der venter.
Det burde give en idé om hvordan mine uger går for tiden.
torsdag den 16. juli 2009
Actionpacked, Pee Wee!
Hej folkens!
Jeg var lige nødt til at opdatere, for der er fileme sket meget over de sidste 48 timer.
Jeg er nu igennem den første uge med undervisning, og det virker virkelig godt. To af mine fag er lige på og hårdt, og lader til at holde et fint niveau, så der skal nok komme masser af udfordringer. Den første bog, Thomas More's Utopia er allerede købt, læst og gennemgået - det tog så tre dage... Jeg sagde jo det var lige på og hårdt :)
Det tredje fag, Approaches to Writing About Literature, lader til at indebære noget lidt andet end jeg lige troede. Jeg troede det ville blive et rimeligt teoretisk fag om hvordan man formulerer sig i en opgave og hvordan man kan strukturere sin analyse og så videre, og selvom faget delvist handler om det, er der også meget stof om formattering og så skal vi lære at trykke... På sådan en gammeldags trykke-maskine! Så det er virkelig omfattende, men det lyder egentlig meget sjovt og spændende... Så længe faget bare også forbereder mig på mit speciale. Jeg kan godt skifte, men det kan medføre nogle komplikationer når jeg kommer tilbage til Århus.
Nåh, men nok om studierne for nu (selvom det også er spændende). I går var jeg, sammen med en gruppe på 7 andre fra Toroa House, på et 'Penguin visit' til noget der hedder Sandfly Bay, hvor sæler, søløver og pingviner lever frit. Stedet alene var fantastisk flot, og så var en stor oplevelse at have dyrene gående helt frit, uden opsyn ved siden af én. Vi fik at vide at vi ikke skulle stoppe når vi gik forbi søløverne, fordi de godt kan blive aggressive hvis de føler at man trænger sig på. Og den logik kan man sagtens følge når man står overfor 200 kg gryntende og hoppende søløve. Da vi gik tilbage var der én af dem der hoppede langs med stranden ved siden af mig, med ca. 7-8 meters afstand. Der var ikke decideret fare på færde, men der er al mulig grund til at holde et vågent øje på dem, for sådan en fedladen klump spæk er hurtigere end man lige umiddelbart skulle tro. Pingvinerne er hunderæde for mennesker og tør ikke komme tæt på, så de kunne kun ses på stor afstand, helst igennem en kikkert.
Da jeg kom hjem tog jeg direkte i biografen sammen fire andre fra Toroa for at se Brüno (lidt skuffende film), og da vi kom hjem ville jeg så lige sidde og læse lidt inden torsdagens timer. Og pludselig føles det som om der står en på værelset ved siden af og hopper op og ned. Der går lige 10 sekunder før det rigtig går op for mig hvad der sker. Jeg befinder mig midt i mit livs allerførste jordskælv! Jeps, et helt rigtigt et af slagsen, der blev målt til 7.8 på Richter-skalaen. Dunedin ligger et godt stykke fra epicenteret, så vi fik kun lige et par minutters rysten, og jeg har snakket med flere der slet ikke opdagede det, men da jeg stak hovedet ud af mit vindue i Toroa, stod der en flok meget forvirrede studerende dernede og der lød også et par bekræftende ord fra nogle af de andre vinduer: Jo jo, det var bestemt et jordskælv. Så nu har jeg også oplevet det.
På grund af læsning fik jeg ikke så meget søvn i nat. Jeg måtte sent i seng og tidligt op for at nå det hele, og havde undervisning til kl. 16, så var pænt træt til sidst og koncentrationen var ved at være lidt nede. Det hjalp dog med en gang japansk mad... Det er ok billigt at gå på restaurant hernede. Jeg gav omkring 35 kroner for en stor portion på en pæn og ordentlig restaurant. Selvom jeg er inviteret til jazz-aften på en af de lokale caféer, tror jeg at jeg tager en aften hjemme. Jeg har ingen undervisning i morgen, men skal nok have læst lidt... Der er ikke tid til at falde bagud allerede, og er lidt spændt på at komme igang med James Joyce's murstensroman Ulysses.
Håber alt er vel i DK. Sender positive tanker fra den vibrerende by i The Deep South, Dunedin.
Jeg var lige nødt til at opdatere, for der er fileme sket meget over de sidste 48 timer.
Jeg er nu igennem den første uge med undervisning, og det virker virkelig godt. To af mine fag er lige på og hårdt, og lader til at holde et fint niveau, så der skal nok komme masser af udfordringer. Den første bog, Thomas More's Utopia er allerede købt, læst og gennemgået - det tog så tre dage... Jeg sagde jo det var lige på og hårdt :)
Det tredje fag, Approaches to Writing About Literature, lader til at indebære noget lidt andet end jeg lige troede. Jeg troede det ville blive et rimeligt teoretisk fag om hvordan man formulerer sig i en opgave og hvordan man kan strukturere sin analyse og så videre, og selvom faget delvist handler om det, er der også meget stof om formattering og så skal vi lære at trykke... På sådan en gammeldags trykke-maskine! Så det er virkelig omfattende, men det lyder egentlig meget sjovt og spændende... Så længe faget bare også forbereder mig på mit speciale. Jeg kan godt skifte, men det kan medføre nogle komplikationer når jeg kommer tilbage til Århus.
Nåh, men nok om studierne for nu (selvom det også er spændende). I går var jeg, sammen med en gruppe på 7 andre fra Toroa House, på et 'Penguin visit' til noget der hedder Sandfly Bay, hvor sæler, søløver og pingviner lever frit. Stedet alene var fantastisk flot, og så var en stor oplevelse at have dyrene gående helt frit, uden opsyn ved siden af én. Vi fik at vide at vi ikke skulle stoppe når vi gik forbi søløverne, fordi de godt kan blive aggressive hvis de føler at man trænger sig på. Og den logik kan man sagtens følge når man står overfor 200 kg gryntende og hoppende søløve. Da vi gik tilbage var der én af dem der hoppede langs med stranden ved siden af mig, med ca. 7-8 meters afstand. Der var ikke decideret fare på færde, men der er al mulig grund til at holde et vågent øje på dem, for sådan en fedladen klump spæk er hurtigere end man lige umiddelbart skulle tro. Pingvinerne er hunderæde for mennesker og tør ikke komme tæt på, så de kunne kun ses på stor afstand, helst igennem en kikkert.
Da jeg kom hjem tog jeg direkte i biografen sammen fire andre fra Toroa for at se Brüno (lidt skuffende film), og da vi kom hjem ville jeg så lige sidde og læse lidt inden torsdagens timer. Og pludselig føles det som om der står en på værelset ved siden af og hopper op og ned. Der går lige 10 sekunder før det rigtig går op for mig hvad der sker. Jeg befinder mig midt i mit livs allerførste jordskælv! Jeps, et helt rigtigt et af slagsen, der blev målt til 7.8 på Richter-skalaen. Dunedin ligger et godt stykke fra epicenteret, så vi fik kun lige et par minutters rysten, og jeg har snakket med flere der slet ikke opdagede det, men da jeg stak hovedet ud af mit vindue i Toroa, stod der en flok meget forvirrede studerende dernede og der lød også et par bekræftende ord fra nogle af de andre vinduer: Jo jo, det var bestemt et jordskælv. Så nu har jeg også oplevet det.
På grund af læsning fik jeg ikke så meget søvn i nat. Jeg måtte sent i seng og tidligt op for at nå det hele, og havde undervisning til kl. 16, så var pænt træt til sidst og koncentrationen var ved at være lidt nede. Det hjalp dog med en gang japansk mad... Det er ok billigt at gå på restaurant hernede. Jeg gav omkring 35 kroner for en stor portion på en pæn og ordentlig restaurant. Selvom jeg er inviteret til jazz-aften på en af de lokale caféer, tror jeg at jeg tager en aften hjemme. Jeg har ingen undervisning i morgen, men skal nok have læst lidt... Der er ikke tid til at falde bagud allerede, og er lidt spændt på at komme igang med James Joyce's murstensroman Ulysses.
Håber alt er vel i DK. Sender positive tanker fra den vibrerende by i The Deep South, Dunedin.
lørdag den 11. juli 2009
Sidste weekend før semesterstart
På mandag begynder det nye semester, og det er jo allerede en smule anderledes end det danske, der først starter omkring september. Det passer dog fint, da vi får fri lige inden sommeren begynder.
I torsdags havde vi det såkaldte 'course approval', hvor man skal bestemme sig for hvilke kurser man vil følge og have dem godkendt af både den afdeling man vil læse ved og den centrale administration. Det er en rimelig omfattende proces, hvor man starter klokken halv 9 om morgenen med at stå i kø for at få det skema man skal fylde ud. Derefter skal man så finde ens afdeling(er). Eftersom alle mine kurser hører under engelsk-afdelingen, skulle jeg kun have underskrifter fra et sted, så det gik egentlig noget glattere end jeg havde regnet med. Det tog alt i alt to timer før jeg havde gennemført hele processen og endda også fået udleveret mit ID-kort.
Torsdag aften var der fest for alle internationale studerende på en lokal bar, og det var superhyggeligt. Det var tændt op i pejsen så man kunne sidde udenfor på trods af det kølige vejr. Dagen efter var vi med et gammeldags tog til et sted der hedder Taieri Gorge, hvor vi blev mødt med grillmad og en fantastisk udsigt. Det var en rigtig fin tur, hvor man fik set noget flot New Zealandsk natur. Fra Dunedin har man nem adgang til den slags områder, så jeg kan næsten ikke vente med at melde mig ind i universitetets vandreklub og få udforsket noget af den omkringliggende natur.
Men først og fremmest gælder det lige nu om at komme i gang med undervisningen og lære systemet bedre at kende. Jeg har tre kurser: "Renaissance Literature", "Approaches to Writing About Literature", der gerne skulle forberede mig på specialet der venter når jeg kommer hjem til DK, og sidst men ikke mindst "Modernism: Joyce", hvori jeg skal læse James Joyce's Ulysses, der er berygtet som et af de mindst tilgængelige literære værker overhovedet. Heldigvis bliver vi guidet igennem murstenen bid for bid, så jeg håber det kan gøre den lidt mere fordøjelig.
Mit skema er også ok. Jeg har mandag fri, men her skal der formentlig terpes Ulysses. Tirsdag har jeg timer fra 9 til 11 og igen imellem 11 og 12. Onsdag fra 11-13. Torsdag er en lidt længere dag med timer fra 9-10, 12-13 og så igen 14-17. Fredag har jeg til gengæld fri.
Jeg tror det er et passende skema. Der er formentlig en pæn del læsning og selvstudie, og så skulle der også gerne være tid til at få set lidt af landet ved siden af studierne. Det er vanvittigt flot her på sydøen, og det er ikke svært at komme rundt i NZ, så det er slet ikke utænkeligt at der kommer nogle weekendture ind i mellem.
Det er vist alt for nu.
I torsdags havde vi det såkaldte 'course approval', hvor man skal bestemme sig for hvilke kurser man vil følge og have dem godkendt af både den afdeling man vil læse ved og den centrale administration. Det er en rimelig omfattende proces, hvor man starter klokken halv 9 om morgenen med at stå i kø for at få det skema man skal fylde ud. Derefter skal man så finde ens afdeling(er). Eftersom alle mine kurser hører under engelsk-afdelingen, skulle jeg kun have underskrifter fra et sted, så det gik egentlig noget glattere end jeg havde regnet med. Det tog alt i alt to timer før jeg havde gennemført hele processen og endda også fået udleveret mit ID-kort.
Torsdag aften var der fest for alle internationale studerende på en lokal bar, og det var superhyggeligt. Det var tændt op i pejsen så man kunne sidde udenfor på trods af det kølige vejr. Dagen efter var vi med et gammeldags tog til et sted der hedder Taieri Gorge, hvor vi blev mødt med grillmad og en fantastisk udsigt. Det var en rigtig fin tur, hvor man fik set noget flot New Zealandsk natur. Fra Dunedin har man nem adgang til den slags områder, så jeg kan næsten ikke vente med at melde mig ind i universitetets vandreklub og få udforsket noget af den omkringliggende natur.
Men først og fremmest gælder det lige nu om at komme i gang med undervisningen og lære systemet bedre at kende. Jeg har tre kurser: "Renaissance Literature", "Approaches to Writing About Literature", der gerne skulle forberede mig på specialet der venter når jeg kommer hjem til DK, og sidst men ikke mindst "Modernism: Joyce", hvori jeg skal læse James Joyce's Ulysses, der er berygtet som et af de mindst tilgængelige literære værker overhovedet. Heldigvis bliver vi guidet igennem murstenen bid for bid, så jeg håber det kan gøre den lidt mere fordøjelig.
Mit skema er også ok. Jeg har mandag fri, men her skal der formentlig terpes Ulysses. Tirsdag har jeg timer fra 9 til 11 og igen imellem 11 og 12. Onsdag fra 11-13. Torsdag er en lidt længere dag med timer fra 9-10, 12-13 og så igen 14-17. Fredag har jeg til gengæld fri.
Jeg tror det er et passende skema. Der er formentlig en pæn del læsning og selvstudie, og så skulle der også gerne være tid til at få set lidt af landet ved siden af studierne. Det er vanvittigt flot her på sydøen, og det er ikke svært at komme rundt i NZ, så det er slet ikke utænkeligt at der kommer nogle weekendture ind i mellem.
Det er vist alt for nu.
onsdag den 8. juli 2009
Dunedin, fortsat
Nu har jeg haft lidt tid til at danne mig et bedre indtryk af Dunedin, og jeg bliver mere og mere vild med det, jo mere tid jeg er her.
I dag er vi blevet fodret med informationer om kurser, eksamen, point, visum, og alt muligt andet. Det hele er lidt svært at få overblik over, men jeg tror bestemt det kommer hen ad vejen. Universitetet har et kæmpe udvalg af klubber og aktiviteter, så tror bestemt jeg skal prøve noget af det. I hvert fald vil jeg melde mig ind i deres "Tramping Club", som arrangerer vandreture rundt omkring i det fantastiske omkringliggende område. Det lyder som en god og aktiv måde at få set området på nærmere hånd. Der er også et væld af forskellige sportsgrene man kan dyrke. Rugby lader ikke liiige til at være min sport - selvom kiwierne går helt agurk over det - men jeg finder nok på et eller andet der virker spændende. Desuden er der en skitur til den nærliggende by Queenstown omkring den 1. August, hvilket også er lidt svært at stå for.
Toroa House - hvor jeg bor - er enormt gode til at lave arrangementer og selvom man betaler lidt ekstra for at bo her i forhold til lejlighederne i byen, får man pengene tilbage igennem mad-arrangementer og andre ting man normalt skal betale for. Og så bor man op og ned af omkring 130 andre internationale studerende fra hele verden. Der er to andre danskere her, begge fra Århus, men ikke nogen jeg kender fra før. Desuden er her en ret stor Malaysisk delegation. Da én af dem hørte at jeg var dansker spurgte han mig med det samme hvordan det var at have frostbid. Staklen var jo bekymret, da han kun havde pakket ét par lange bukser, og gik rundt i shorts og sandaler. Jeg kunne så forsikre ham om at jeg aldrig havde haft frostbid og at han nok også selv var i rimelig sikkerhed fra det, selvom det nok var en god idé at anskaffe sig noget varmt tøj.
Toroa House er opdelt i 4- og 5-værelses-lejligheder, og jeg har nu fået hilst på alle mine fire 'flatmates'. Vi har fire forskellige kontinenter repræsenteret, hvilket er ret fedt: Der er Terrence fra Sydafrika, Sam fra New Zealand, Shrika fra Australien og Daniel fra Brasilien. Det er en god, blandet omgang, og vi har snakket om at lave noget fællesspisning hver søndag, så snart semesteret begynder og der falder lidt ro på folks hverdag.
Vinteren her er tilsyneladende ret hård efter New Zealands standard, men alligevel ikke så slem i forhold til den danske vinter. Vinden er virkelig kold og temperaturen ryger unde nul om natten, men har man det rette tøj på er det for så vidt ok. Værelserne i Toroa er heldigvis ret nemme at varme op, selvom radiatoren automatisk slukker én time efter man har tændt den. Jeg er typisk oppe en gang eller to om natten for at tænde igen, og turen ud på gangen til det fælles bad om morgenen er en pænt kold fornøjelse, men jeg klager ikke. Så snart juli og den første del af august er passeret, skulle det så småt begynde at blive forår, så der er rigeligt at se frem til.
Håber i har det godt i DK.
I dag er vi blevet fodret med informationer om kurser, eksamen, point, visum, og alt muligt andet. Det hele er lidt svært at få overblik over, men jeg tror bestemt det kommer hen ad vejen. Universitetet har et kæmpe udvalg af klubber og aktiviteter, så tror bestemt jeg skal prøve noget af det. I hvert fald vil jeg melde mig ind i deres "Tramping Club", som arrangerer vandreture rundt omkring i det fantastiske omkringliggende område. Det lyder som en god og aktiv måde at få set området på nærmere hånd. Der er også et væld af forskellige sportsgrene man kan dyrke. Rugby lader ikke liiige til at være min sport - selvom kiwierne går helt agurk over det - men jeg finder nok på et eller andet der virker spændende. Desuden er der en skitur til den nærliggende by Queenstown omkring den 1. August, hvilket også er lidt svært at stå for.
Toroa House - hvor jeg bor - er enormt gode til at lave arrangementer og selvom man betaler lidt ekstra for at bo her i forhold til lejlighederne i byen, får man pengene tilbage igennem mad-arrangementer og andre ting man normalt skal betale for. Og så bor man op og ned af omkring 130 andre internationale studerende fra hele verden. Der er to andre danskere her, begge fra Århus, men ikke nogen jeg kender fra før. Desuden er her en ret stor Malaysisk delegation. Da én af dem hørte at jeg var dansker spurgte han mig med det samme hvordan det var at have frostbid. Staklen var jo bekymret, da han kun havde pakket ét par lange bukser, og gik rundt i shorts og sandaler. Jeg kunne så forsikre ham om at jeg aldrig havde haft frostbid og at han nok også selv var i rimelig sikkerhed fra det, selvom det nok var en god idé at anskaffe sig noget varmt tøj.
Toroa House er opdelt i 4- og 5-værelses-lejligheder, og jeg har nu fået hilst på alle mine fire 'flatmates'. Vi har fire forskellige kontinenter repræsenteret, hvilket er ret fedt: Der er Terrence fra Sydafrika, Sam fra New Zealand, Shrika fra Australien og Daniel fra Brasilien. Det er en god, blandet omgang, og vi har snakket om at lave noget fællesspisning hver søndag, så snart semesteret begynder og der falder lidt ro på folks hverdag.
Vinteren her er tilsyneladende ret hård efter New Zealands standard, men alligevel ikke så slem i forhold til den danske vinter. Vinden er virkelig kold og temperaturen ryger unde nul om natten, men har man det rette tøj på er det for så vidt ok. Værelserne i Toroa er heldigvis ret nemme at varme op, selvom radiatoren automatisk slukker én time efter man har tændt den. Jeg er typisk oppe en gang eller to om natten for at tænde igen, og turen ud på gangen til det fælles bad om morgenen er en pænt kold fornøjelse, men jeg klager ikke. Så snart juli og den første del af august er passeret, skulle det så småt begynde at blive forår, så der er rigeligt at se frem til.
Håber i har det godt i DK.
lørdag den 4. juli 2009
Første blog fra Dunedin
Dunedin, 3. Juli 2009
Så er jeg her! Efter 15 dage på farten er jeg ankommet til det sydlige New Zealand, nærmere bestemt den lille by Dunedin, hvor jeg skal tilbringe de næste fem måneder. Og puha… hvor starter jeg med at fortælle?
Eftersom jeg ikke har fået blogget de sidste 4-5 dage, må jeg hellere starte med at bringe jer sådan lidt ”up to date”. Jeg har tilbragt disse dage i Wanganui, der ligger på nordøen, stort set lige imellem Auckland og Wellington. Her boede jeg på udsøgt manér hos Hanne (igen tak), med et hyggeligt værelse og eget bad og hele molevitten. Helt vildt hyggeligt! Dagene bød på ture til blandt andet det majestætiske Mt. Taranaki og op langs Wanganui floden, med nogle helt sublime udsigter. Her fik jeg min første smagsprøve på det ”rigtige” New Zealand. Helt fantastisk!
Det er en ultrakort opsummering – det ved jeg godt – og skal nok prøve at skrive mere om Wanganui (har også planer om at vende tilbage inden jeg tager hjem til DK). Lige nu er jeg fuld af indtryk herfra Dunedin. I morges kørte Hanne mig fra Wanganui til lufthavnen i Palmerston North, hvorfra jeg skulle flyve videre, over Christchurch, til Dunedin. Jeg havde for måneder siden arrangeret en taxi til at hente mig i lufthavnen i Dunedin, da universitetet havde sat det op så vi kunne få turen til en ordentlig pris.
Da jeg ankom til lufthavnen i Palmerston North, fik jeg dog at vide at mit fly var forsinket 40 minutter, og derfor var de nødt til at booke mit videregående fly om. Det lykkedes mig dog at få sendt en mail til taxi-selskabet og gøre dem opmærksom på at jeg havde skiftet fly.
Jeg landede i Christchurch med en times forsinkelse, og havde endnu en times ventetid i lufthavnen inden mit sidste fly, så jeg var noget spændt på om nu taxien rent faktisk ville være der når jeg ankom. Det var en med god portion lettelse at jeg så en venligt udseende, hvidhåret Maori stående med et skilt hvorpå der stod: ”Intl. Student Kasper Thornbjerg”. Så på trods af lidt polemik og nervøsitet nåede jeg frem til Dunedin uden de store problemer. Jeg blev endda sat af ved hovedindgangen til Toroa International House hvor jeg skal bo.
Her blev jeg virkelig varmt og venligt modtaget, og vist til mit værelse, der er en del af en 5-værelses-lejlighed, jeg skal dele med fire andre. Først mødte jeg Daniel, en noget fåmælt Kiwi (New Zealænder). Og mit værelse? Det er intet mindre end FANTASTISK! Her er masser af plads, et stort skrivebord og to garderobeskabe, plus en varm og blød seng. Vores lejlighed ligger på toppen af en bakke, så fra mit vindue er der udsigt over det meste af Dunedin. Hvad mere kan man ønske? Vejret er dog virkelig hårdt lige nu. Gråt med masser af regn, men stemningen er god og enormt studievenlig.
Efter en kort tur ned igennem byen efter lidt mad og fornødenheder kom jeg tilbage til Toroa, og midt i udpakningen bankede en anden af mine ’flatmates’, Shrika, en enormt imødekommende og storsmilende fyr fra Sydney (født i Indien) som mødte mig med high-fives og flere forsikringer om at jeg endelig bare skulle sige til hvis jeg manglede noget som helst. Helt vildt flink fyr! Kort efter kom min tredje flatmate, Terrance fra Sydafrika, forbi og inviterede mig med ham og en flok andre nyankomne ud at spise. Det blev til en hyggelig aften med lidt god (og billig mad). Det skal nok blive godt her i Toroa. Jeg tror der er en del fester og den slags, men det lader til at det er op til en selv hvor meget man vil slå sig løs.
Jeg har fået tjekket mig selv ind på universitetet og det lader til at Dunedin er en fantastisk by at studere i. I hvert fald glæder jeg mig meget til undervisningen begynder inden så længe, og kalenderen er fyldt op med alle mulige forskellige arrangementer… Det er helt vildt spændende at være her, og jeg er allerede faldet godt til. Det er så nemt at falde i snak med folk, og alting er nemt at finde… og så kan man godt leve med lidt regn.
Så er jeg her! Efter 15 dage på farten er jeg ankommet til det sydlige New Zealand, nærmere bestemt den lille by Dunedin, hvor jeg skal tilbringe de næste fem måneder. Og puha… hvor starter jeg med at fortælle?
Eftersom jeg ikke har fået blogget de sidste 4-5 dage, må jeg hellere starte med at bringe jer sådan lidt ”up to date”. Jeg har tilbragt disse dage i Wanganui, der ligger på nordøen, stort set lige imellem Auckland og Wellington. Her boede jeg på udsøgt manér hos Hanne (igen tak), med et hyggeligt værelse og eget bad og hele molevitten. Helt vildt hyggeligt! Dagene bød på ture til blandt andet det majestætiske Mt. Taranaki og op langs Wanganui floden, med nogle helt sublime udsigter. Her fik jeg min første smagsprøve på det ”rigtige” New Zealand. Helt fantastisk!
Det er en ultrakort opsummering – det ved jeg godt – og skal nok prøve at skrive mere om Wanganui (har også planer om at vende tilbage inden jeg tager hjem til DK). Lige nu er jeg fuld af indtryk herfra Dunedin. I morges kørte Hanne mig fra Wanganui til lufthavnen i Palmerston North, hvorfra jeg skulle flyve videre, over Christchurch, til Dunedin. Jeg havde for måneder siden arrangeret en taxi til at hente mig i lufthavnen i Dunedin, da universitetet havde sat det op så vi kunne få turen til en ordentlig pris.
Da jeg ankom til lufthavnen i Palmerston North, fik jeg dog at vide at mit fly var forsinket 40 minutter, og derfor var de nødt til at booke mit videregående fly om. Det lykkedes mig dog at få sendt en mail til taxi-selskabet og gøre dem opmærksom på at jeg havde skiftet fly.
Jeg landede i Christchurch med en times forsinkelse, og havde endnu en times ventetid i lufthavnen inden mit sidste fly, så jeg var noget spændt på om nu taxien rent faktisk ville være der når jeg ankom. Det var en med god portion lettelse at jeg så en venligt udseende, hvidhåret Maori stående med et skilt hvorpå der stod: ”Intl. Student Kasper Thornbjerg”. Så på trods af lidt polemik og nervøsitet nåede jeg frem til Dunedin uden de store problemer. Jeg blev endda sat af ved hovedindgangen til Toroa International House hvor jeg skal bo.
Her blev jeg virkelig varmt og venligt modtaget, og vist til mit værelse, der er en del af en 5-værelses-lejlighed, jeg skal dele med fire andre. Først mødte jeg Daniel, en noget fåmælt Kiwi (New Zealænder). Og mit værelse? Det er intet mindre end FANTASTISK! Her er masser af plads, et stort skrivebord og to garderobeskabe, plus en varm og blød seng. Vores lejlighed ligger på toppen af en bakke, så fra mit vindue er der udsigt over det meste af Dunedin. Hvad mere kan man ønske? Vejret er dog virkelig hårdt lige nu. Gråt med masser af regn, men stemningen er god og enormt studievenlig.
Efter en kort tur ned igennem byen efter lidt mad og fornødenheder kom jeg tilbage til Toroa, og midt i udpakningen bankede en anden af mine ’flatmates’, Shrika, en enormt imødekommende og storsmilende fyr fra Sydney (født i Indien) som mødte mig med high-fives og flere forsikringer om at jeg endelig bare skulle sige til hvis jeg manglede noget som helst. Helt vildt flink fyr! Kort efter kom min tredje flatmate, Terrance fra Sydafrika, forbi og inviterede mig med ham og en flok andre nyankomne ud at spise. Det blev til en hyggelig aften med lidt god (og billig mad). Det skal nok blive godt her i Toroa. Jeg tror der er en del fester og den slags, men det lader til at det er op til en selv hvor meget man vil slå sig løs.
Jeg har fået tjekket mig selv ind på universitetet og det lader til at Dunedin er en fantastisk by at studere i. I hvert fald glæder jeg mig meget til undervisningen begynder inden så længe, og kalenderen er fyldt op med alle mulige forskellige arrangementer… Det er helt vildt spændende at være her, og jeg er allerede faldet godt til. Det er så nemt at falde i snak med folk, og alting er nemt at finde… og så kan man godt leve med lidt regn.
lørdag den 27. juni 2009
Farvel, Auckland!
Auckland, 27. Juni 2009
Så er det min sidste dag i Auckland, og jeg glæder mig helt vildt til at tage til Wanganui i morgen og besøge Hanne (min mors fætters svigerinde, til dem der ikke skulle vide det ☺). Jeg er ovre mit jet lag, og har efterhånden fået synkroniseret mit indre ur. Jeg er også så småt ved at være landet oven på den lange flyvetur og føler mig efterhånden rigtig klar på at udforske landet.
Vejret i Auckland har de sidste to dage været gråt og regnfuldt – dog med temperaturer på omkring 10-15 grader – hvilket har betydet at jeg ikke har fået taget den meget omtalte færgetur til Devonport. I stedet har jeg bare slappet af og læst en masse (Stieg Larsson er nu en gang en tidsrøver), hvilket har super lækkert, og resultatet er at jeg er ved at være fuldt opladet igen oven på den sidste måneds ræs med praktiske ting (der dog ikke helt er overstået endnu). Devonport bliver der måske plads til når jeg vender tilbage til Auckland, lige inden turen hjem til DK.
I morgen kl. 9 hopper jeg så på en bus til Wanganui. Turen tager omkring seks timer og skulle give mulighed for at se en masse smuk natur, så jeg håber vejret bliver ok. Jeg tjekker ind igen så snart jeg får mulighed for det.
Håber i alle sammen kan klare varmen i Danmark. Jeg vil i mellemtiden bevæge mig sydpå imod kulde og blæst.
Så er det min sidste dag i Auckland, og jeg glæder mig helt vildt til at tage til Wanganui i morgen og besøge Hanne (min mors fætters svigerinde, til dem der ikke skulle vide det ☺). Jeg er ovre mit jet lag, og har efterhånden fået synkroniseret mit indre ur. Jeg er også så småt ved at være landet oven på den lange flyvetur og føler mig efterhånden rigtig klar på at udforske landet.
Vejret i Auckland har de sidste to dage været gråt og regnfuldt – dog med temperaturer på omkring 10-15 grader – hvilket har betydet at jeg ikke har fået taget den meget omtalte færgetur til Devonport. I stedet har jeg bare slappet af og læst en masse (Stieg Larsson er nu en gang en tidsrøver), hvilket har super lækkert, og resultatet er at jeg er ved at være fuldt opladet igen oven på den sidste måneds ræs med praktiske ting (der dog ikke helt er overstået endnu). Devonport bliver der måske plads til når jeg vender tilbage til Auckland, lige inden turen hjem til DK.
I morgen kl. 9 hopper jeg så på en bus til Wanganui. Turen tager omkring seks timer og skulle give mulighed for at se en masse smuk natur, så jeg håber vejret bliver ok. Jeg tjekker ind igen så snart jeg får mulighed for det.
Håber i alle sammen kan klare varmen i Danmark. Jeg vil i mellemtiden bevæge mig sydpå imod kulde og blæst.
fredag den 26. juni 2009
Fast Food Joint #1: Wendy's
Jeg har lovet Helene Skov at tjekke forskellige fast food restauranter ud i NZ. Jeg har været forbi Burger King allerede, men det var stort set nøjagtigt ligesom i DK, så der kommer ikke så udførlig en anmeldelse.
I går var jeg dog på Wendy's, og det fortjener nærmere notits:
BURGEREN:
Der er point for kreativitet med hensyn til valg af brød, men ellers er det en jævnt uinspirerende ”Spicy Chicken Filet” burger jeg har fået mig. Der er en tomat eller to, en smule salat, og en gang mayo i. Det smager ikke decideret dårligt. Bare en anelse kedeligt.
Karakter: 3/5
FRITTERNE:
Her er der bonus. Der er ikke så mange af dem, men fritterne er store og tilpas saltede. De stjæler faktisk totalt fokus fra den lettere uinspirerende burger.
Karakter: 4/5
STØRRELSEN/PRISEN:
Fritterne er som sagt ikke så mange, men størrelsen af dem gør at det bliver en tilpas portion. Der følger ketchup med uden merpris, hvilket er en bonus i disse dage, og så troede jeg næsten ikke mine egne øjne da jeg så sodavandsbægeret. Det er en kæmpe sodavand der følger med. Der står ikke på bægeret hvor meget den indeholder (hvilket nok er meget fint), men til lidt under 40 kroner, er det faktisk en pæn omgang mad.
Karakter: 4/5
RESTAURANTEN:
Ikke så meget bonus her. Restauranten er kedelig og slet ikke så pæn som det er tilfældet hos McD eller Burger King. Der er to etager, men den nederste er beskidt og rodet til med tom emballage, der ikke bliver fjernet, og den øverste er kedelig og uden udsigt, på trods af at det er første sal.
Karakter: 2/5
SERVICEN:
Total samlebåndsstemning, og selvom der ikke var sindssygt meget pres på, var der stress bag disken.
Karakter: 2/5
TOTAL: 15/25 - Ved ikke helt om det er et sted jeg er interesseret i at vende tilbage til. I så fald skulle det være take away... for fritternes skyld.
I går var jeg dog på Wendy's, og det fortjener nærmere notits:
BURGEREN:
Der er point for kreativitet med hensyn til valg af brød, men ellers er det en jævnt uinspirerende ”Spicy Chicken Filet” burger jeg har fået mig. Der er en tomat eller to, en smule salat, og en gang mayo i. Det smager ikke decideret dårligt. Bare en anelse kedeligt.
Karakter: 3/5
FRITTERNE:
Her er der bonus. Der er ikke så mange af dem, men fritterne er store og tilpas saltede. De stjæler faktisk totalt fokus fra den lettere uinspirerende burger.
Karakter: 4/5
STØRRELSEN/PRISEN:
Fritterne er som sagt ikke så mange, men størrelsen af dem gør at det bliver en tilpas portion. Der følger ketchup med uden merpris, hvilket er en bonus i disse dage, og så troede jeg næsten ikke mine egne øjne da jeg så sodavandsbægeret. Det er en kæmpe sodavand der følger med. Der står ikke på bægeret hvor meget den indeholder (hvilket nok er meget fint), men til lidt under 40 kroner, er det faktisk en pæn omgang mad.
Karakter: 4/5
RESTAURANTEN:
Ikke så meget bonus her. Restauranten er kedelig og slet ikke så pæn som det er tilfældet hos McD eller Burger King. Der er to etager, men den nederste er beskidt og rodet til med tom emballage, der ikke bliver fjernet, og den øverste er kedelig og uden udsigt, på trods af at det er første sal.
Karakter: 2/5
SERVICEN:
Total samlebåndsstemning, og selvom der ikke var sindssygt meget pres på, var der stress bag disken.
Karakter: 2/5
TOTAL: 15/25 - Ved ikke helt om det er et sted jeg er interesseret i at vende tilbage til. I så fald skulle det være take away... for fritternes skyld.
torsdag den 25. juni 2009
Kelly Tarlton's
Auckland, 25. Juni 2009
I dag har jeg besøgt Kelly Tarlton’s Underwater and Antarctic Experience. Som jeg har nævnt tidligere, er det et slags udvidet Kattegat- eller Grenåcenter, men det er langt, langt federe. Ligesom Grenåcenteret har det en stor tank med hajer og andre fisk, hvor man kan gå igennem en glastunnel med fiskene over hovedet, men her er tanken langt større, og man stiller sig på et slags ”samlebånd” og bliver så ført rundt under tanken. Man kan når som helst stå af båndet og se nærmere på hajerne, rokkerne og de andre fisk.
Derudover er der en masse eksotiske fisk at se på i separate akvarier, og så har de lavet en simulation af et antarktisk landskab, hvor de har pingviner gående frit. Man bliver kørt rundt i dette rum i en opvarmet køretøj. Det hele er ret fedt, og selvom det var lidt smådyrt var det det hele værd.
Jeg tror det er på tide at beskrive kulturen her lidt nærmere. Auckland i sig selv er helt klar en universitetsby, og når man går ned ad gaden en sen eftermiddag er 75% af dem man møder unge, asiatiske studerende. Folk er enormt venlige og åbne og generelt afslappede, selvom byen har et klart metropol-vibe.
Det kræver lidt tid at vænne sig til trafikken her. Først og fremmest kører man jo i venstre side af vejen, og derfor skal man se sig til højre først når man krydser vejen. Lidt forvirrende når man først lige ankommer. Desuden har jeg studset en del over trafikreguleringerne. I Danmark er der jo først grønt for både biler og fodgængere fra den ene side, og derefter til den anden side. Sådan er det ikke her. Først er der grønt for biler fra den ene side, så for biler fra den anden side, og derefter for fodgængere fra begge sider. Det lyder måske lidt sært, men finten er at man på den måde kan krydse diagonalt, hvis man skal over på den diametralt modsatte side af vejen. Det var sært at se første gang, og skulle lige observeres inden jeg selv turde gøre det, men det er egentlig ret praktisk.
Jeg er i øvrigt også lidt bekymret over hvad de her seks måneder vil gøre ved min accent. Normalt taler jeg rimelig jævnt amerikansk engelsk, men jeg kan ikke lade være med at gå og øve den New Zealandske dialekt. Et godt eksempel er sætningen ”That depends”, som her lyder som ”Thet depinds”. Samtidig bruges ”cheers” som tak (hvilket jeg allerede har gjort til standard), og ”sweet as” betyder fantastisk.
Mit jet lag har været rimelig slemt de sidste to dage. Jeg gør hvad jeg kan for at tilpasse mit indre ur til lokal tid, og det skal nok komme inden så længe, men det er pænt surt at vågne klokken halv 4 om natten og føle sig helt udhvilet. Jeg har kun en enkelt ting tilbage som jeg gerne vil nå inden jeg skal til Wanganui, og det er en færgetur til Devonport. Jeg har ventet på det rigtige vejr til det, men det er enormt omskifteligt, så måske man bare skal tage chancen i morgen.
Ellers er der rig mulighed for en tiltrængt slapper i en af byens utallige caféer eller parker, og så kan filmnørden i mig ikke lade være med at være lidt tiltrukket af at Transfomers 2 spiller i den lokale IMAX-biograf. Jeg har aldrig været i en IMAX, og tror det skal prøves hvis pengene slår til.
I dag har jeg besøgt Kelly Tarlton’s Underwater and Antarctic Experience. Som jeg har nævnt tidligere, er det et slags udvidet Kattegat- eller Grenåcenter, men det er langt, langt federe. Ligesom Grenåcenteret har det en stor tank med hajer og andre fisk, hvor man kan gå igennem en glastunnel med fiskene over hovedet, men her er tanken langt større, og man stiller sig på et slags ”samlebånd” og bliver så ført rundt under tanken. Man kan når som helst stå af båndet og se nærmere på hajerne, rokkerne og de andre fisk.
Derudover er der en masse eksotiske fisk at se på i separate akvarier, og så har de lavet en simulation af et antarktisk landskab, hvor de har pingviner gående frit. Man bliver kørt rundt i dette rum i en opvarmet køretøj. Det hele er ret fedt, og selvom det var lidt smådyrt var det det hele værd.
Jeg tror det er på tide at beskrive kulturen her lidt nærmere. Auckland i sig selv er helt klar en universitetsby, og når man går ned ad gaden en sen eftermiddag er 75% af dem man møder unge, asiatiske studerende. Folk er enormt venlige og åbne og generelt afslappede, selvom byen har et klart metropol-vibe.
Det kræver lidt tid at vænne sig til trafikken her. Først og fremmest kører man jo i venstre side af vejen, og derfor skal man se sig til højre først når man krydser vejen. Lidt forvirrende når man først lige ankommer. Desuden har jeg studset en del over trafikreguleringerne. I Danmark er der jo først grønt for både biler og fodgængere fra den ene side, og derefter til den anden side. Sådan er det ikke her. Først er der grønt for biler fra den ene side, så for biler fra den anden side, og derefter for fodgængere fra begge sider. Det lyder måske lidt sært, men finten er at man på den måde kan krydse diagonalt, hvis man skal over på den diametralt modsatte side af vejen. Det var sært at se første gang, og skulle lige observeres inden jeg selv turde gøre det, men det er egentlig ret praktisk.
Jeg er i øvrigt også lidt bekymret over hvad de her seks måneder vil gøre ved min accent. Normalt taler jeg rimelig jævnt amerikansk engelsk, men jeg kan ikke lade være med at gå og øve den New Zealandske dialekt. Et godt eksempel er sætningen ”That depends”, som her lyder som ”Thet depinds”. Samtidig bruges ”cheers” som tak (hvilket jeg allerede har gjort til standard), og ”sweet as” betyder fantastisk.
Mit jet lag har været rimelig slemt de sidste to dage. Jeg gør hvad jeg kan for at tilpasse mit indre ur til lokal tid, og det skal nok komme inden så længe, men det er pænt surt at vågne klokken halv 4 om natten og føle sig helt udhvilet. Jeg har kun en enkelt ting tilbage som jeg gerne vil nå inden jeg skal til Wanganui, og det er en færgetur til Devonport. Jeg har ventet på det rigtige vejr til det, men det er enormt omskifteligt, så måske man bare skal tage chancen i morgen.
Ellers er der rig mulighed for en tiltrængt slapper i en af byens utallige caféer eller parker, og så kan filmnørden i mig ikke lade være med at være lidt tiltrukket af at Transfomers 2 spiller i den lokale IMAX-biograf. Jeg har aldrig været i en IMAX, og tror det skal prøves hvis pengene slår til.
Udsigten fra Sky Tower
Her ser man mod nordøst, med halvøen lige nord for Auckland forrest i billedet. På spidsen af denne halvø, længst til højre, ligger forstaden Devonport, som jeg er blevet anbefalet af Hanne at tage ud og besøge. Her er der to inaktive vulkankratere. Længere ude i horisonten kan man se Rangitoto, et 260 m højt vulkankrater, der menes at være udslukt. Rangitoto er kun 600 år gammel.
onsdag den 24. juni 2009
Sky Tower... endelig!
Auckland, 24. Juni 2009
Så har jeg endelig fået taget mig sammen til at besøge Sky Tower, og sidder her nu med et glas appelsinjuice og nyder den helt absurde udsigt, hvor jeg kan se helt vildt langt, ud over hele området omkring Auckland. Dagen var rimelig overskyet fra starten, men det er nu klaret lidt op og solen skinner ind ad vinduerne her i caféen.
Jeg har netop haft et rimeligt absurd møde med en ældre italiensk kvinde, der går rundt og uddeler spørgeskemaer til besøgende i Sky Tower. Hun roste mit engelsk og spurgte mig hvor jeg kom fra og hvad jeg skulle i New Zealand, men da hun hørte at jeg skulle læse i Dunedin, blev hun næsten helt forarget. Hun synes at de studerende i Dunedin var nogle værre nogle, der fester alt for meget og roder sig selv ud i problemer, så hun advarede mig kraftigt mod dem og bad mig om at passe på at jeg ikke slog mig for meget løs når jeg kom til Dunedin. Jeg er dog fortsat temmelig rolig omkring hele situationen. Virkelig mærkeligt.
Sådan har jeg mødt et par mennesker der stikker lidt ud fra normen. På min første dag blev jeg budt velkommen til Auckland af en Hare Krishna-munk, og på Auckland Museum blev min taske modtaget af en rimelig hippie-agtig, guitarspillende kustode. Desuden er jeg ret sikker på at jeg i dag har set en ung, højgravid buschauffør. Jo, der sker lidt af hvert her i NZ.
Klokken er kun omkring 11.30 her i Auckland, så jeg har masser af dag tilbage og tror jeg skal et smut forbi det lokale kunstmuseum. Mit interne ur mente bestemt at jeg skulle være udhvilet klokken fire i morges, så regner ikke med at det skal blive så lang en dag. Jeg har været på en tur omkring Aucklands imponerende havn, der er fyldt med kæmpestore yachts, og byder på flere rimelig trendy fiskerestauranter.
Jeg har stadig nogle ting til gode. Jeg kunne godt tænke mig at besøge Kelly Tarlton’s, der er et slags udvidet Kattegat-center, selvfølgelig noget større, og her har man blandt andet også simuleret et antarktisk landskab, med tilhørende pingviner, som man kan få en tur i på snescooter. Det lyder ret fedt, og tror måske det skal prøves i morgen, medmindre vejret er sådan rigtig godt. I så fald vil jeg nemlig hoppe på en færge ud til forstaden Devonport, der ligger på spidsen af en nærliggende halvø. Her finder man nemlig to vulkankratere, og min Lonely Planet-guide foreslår en rute derud.
Desuden blev jeg i nat mindet om at der er noget der hedder jet lag, og det tror jeg lige jeg skal have plejet lidt endnu. Derfor er det egentlig ok at have god tid til at nå de ting jeg gerne vil se. Jeg kunne godt forestille mig at bruge lidt tid i Auckland igen inden jeg tager hjem fra NZ, men det kommer selvfølgelig an på hvordan mine planer ser ud til den tid. Jeg vil også gerne have tid til ordentligt at besøge hovedstaden Wellington og så vil jeg enormt gerne bruge tiden lige inden jeg skal hjem til DK til at slappe af i Bay of Islands, helt nordpå, og ca. fire timer i bus fra Auckland.
Men alt det ligger jo stadigvæk et godt stykke ude i fremtiden. Nu vil jeg nyde Auckland og bare slappe af, mens jeg glæder mig til på søndag, hvor turen går sydpå til Wanganui.
Håber alt er vel hjemme i Danmark.
Så har jeg endelig fået taget mig sammen til at besøge Sky Tower, og sidder her nu med et glas appelsinjuice og nyder den helt absurde udsigt, hvor jeg kan se helt vildt langt, ud over hele området omkring Auckland. Dagen var rimelig overskyet fra starten, men det er nu klaret lidt op og solen skinner ind ad vinduerne her i caféen.
Jeg har netop haft et rimeligt absurd møde med en ældre italiensk kvinde, der går rundt og uddeler spørgeskemaer til besøgende i Sky Tower. Hun roste mit engelsk og spurgte mig hvor jeg kom fra og hvad jeg skulle i New Zealand, men da hun hørte at jeg skulle læse i Dunedin, blev hun næsten helt forarget. Hun synes at de studerende i Dunedin var nogle værre nogle, der fester alt for meget og roder sig selv ud i problemer, så hun advarede mig kraftigt mod dem og bad mig om at passe på at jeg ikke slog mig for meget løs når jeg kom til Dunedin. Jeg er dog fortsat temmelig rolig omkring hele situationen. Virkelig mærkeligt.
Sådan har jeg mødt et par mennesker der stikker lidt ud fra normen. På min første dag blev jeg budt velkommen til Auckland af en Hare Krishna-munk, og på Auckland Museum blev min taske modtaget af en rimelig hippie-agtig, guitarspillende kustode. Desuden er jeg ret sikker på at jeg i dag har set en ung, højgravid buschauffør. Jo, der sker lidt af hvert her i NZ.
Klokken er kun omkring 11.30 her i Auckland, så jeg har masser af dag tilbage og tror jeg skal et smut forbi det lokale kunstmuseum. Mit interne ur mente bestemt at jeg skulle være udhvilet klokken fire i morges, så regner ikke med at det skal blive så lang en dag. Jeg har været på en tur omkring Aucklands imponerende havn, der er fyldt med kæmpestore yachts, og byder på flere rimelig trendy fiskerestauranter.
Jeg har stadig nogle ting til gode. Jeg kunne godt tænke mig at besøge Kelly Tarlton’s, der er et slags udvidet Kattegat-center, selvfølgelig noget større, og her har man blandt andet også simuleret et antarktisk landskab, med tilhørende pingviner, som man kan få en tur i på snescooter. Det lyder ret fedt, og tror måske det skal prøves i morgen, medmindre vejret er sådan rigtig godt. I så fald vil jeg nemlig hoppe på en færge ud til forstaden Devonport, der ligger på spidsen af en nærliggende halvø. Her finder man nemlig to vulkankratere, og min Lonely Planet-guide foreslår en rute derud.
Desuden blev jeg i nat mindet om at der er noget der hedder jet lag, og det tror jeg lige jeg skal have plejet lidt endnu. Derfor er det egentlig ok at have god tid til at nå de ting jeg gerne vil se. Jeg kunne godt forestille mig at bruge lidt tid i Auckland igen inden jeg tager hjem fra NZ, men det kommer selvfølgelig an på hvordan mine planer ser ud til den tid. Jeg vil også gerne have tid til ordentligt at besøge hovedstaden Wellington og så vil jeg enormt gerne bruge tiden lige inden jeg skal hjem til DK til at slappe af i Bay of Islands, helt nordpå, og ca. fire timer i bus fra Auckland.
Men alt det ligger jo stadigvæk et godt stykke ude i fremtiden. Nu vil jeg nyde Auckland og bare slappe af, mens jeg glæder mig til på søndag, hvor turen går sydpå til Wanganui.
Håber alt er vel hjemme i Danmark.
tirsdag den 23. juni 2009
En enkel løsning
På Parnell Road fandt jeg en Apple butik, og her fandt jeg en lille omformer dims der hjælper mig enormt meget.
I stedet for at måtte købe et helt nyt strømstik, der passer til New Zealandske stik, har Apple gjort sådan at selve stikket kan skiftes ud. Så i Apple-butikken, fandt jeg et New Zealandsk "Adaptor Duck Head".
Som i kan se, kan jeg bare tage det danske stik af adapteren, sætte det nye på, og så kører det hele uden brug af eksterne omformere eller noget som helst.
Super!
I stedet for at måtte købe et helt nyt strømstik, der passer til New Zealandske stik, har Apple gjort sådan at selve stikket kan skiftes ud. Så i Apple-butikken, fandt jeg et New Zealandsk "Adaptor Duck Head".
Som i kan se, kan jeg bare tage det danske stik af adapteren, sætte det nye på, og så kører det hele uden brug af eksterne omformere eller noget som helst.
Super!
Auckland Museum og Parnell
Auckland, 23. Juni 2009
I dag har jeg været på en længere tur for videre at udforske Auckland. Efter morgenmaden besluttede jeg mig for at besøge Auckland Museum, som ligger i The Domain, en stor park. Det krævede en rask gåtur for at komme derhen, men vejret var flot og solrigt. Det er jo egentlig vinter her i New Zealand, men i Auckland er vejret enormt mildt, og er man i læ fra vinden kan man næsten klare sig uden jakke, og folks påklædning varierer kraftigt fra store jakker til shorts og sweater.
Da jeg nåede The Domain, blev jeg mødt af et skilt der viste vej til to ”Forest walks”; to stier, der skulle føre rundt om The Domain. Disse var dog ikke videre sindsoprivende. Meget snævre stier med tæt krat-agtig bevoksning på begge sider. Men pludselig kom jeg igennem til Domain Drive, der førte mig ned til museet, og her var der virkelig flot, med palmetræer og park rundt om. Sætter man sig på trapperne foran museet, får man desuden en utrolig flot udsigt ud over vandet og de omkringliggende øer. Billeder følger.
Museet selv er også helt vildt flot. Det er delt op i tre etager. Den nederste er dedikeret til Maori-folkets historie og oprindelse, og huser blandt andet en 25 meter lang krigs-kano. Enormt spændende. Den næste etage har en naturhistorisk udstilling og afbilder landets enormt afvekslende natur. Ét hjørne af etagen omhandler udelukkende vulkaner. Den øverste omhandler landets krigshistorie, helt fra krigene mellem forskellige Maori-stammer op til nutiden, medNew Zealands bidrag til fredsbevarende missioner rundt om i verden. Det er et flot museum, med mere information end man lige umiddelbart kan rumme på et enkelt besøg.
Herefter gik turen til Parnell Road, som ligger lidt uden for byens centrum. Det er flot beliggende gade, med masser af cafeer, restauranter og specialbutikker. Efter frokost her, gik jeg mig en lang tur rundt om i det samme område, for at se lidt nærmere på hvad byen har at byde på.
Inden jeg tog tilbage på hotellet, fik jeg booket min busbillet til Wanganui på søndag. Selvom Auckland er en spændende by, glæder jeg mig til at komme videre. Der er bestemt forskellige ting man kan lave og her er virkelig, virkelig mange hyggelige cafeer, men det er ikke verdens mest turistvenlige by. Hvis jeg skulle være her længere, havde jeg formentlig brugt tiden på ture ud til de omkringliggende områder.
Jeg har dog stadigvæk Sky Tower til gode. Har en plan om at gøre det i morgen, men hvis vejret er virkelig godt, tager jeg muligvis en færgetur i stedet for. Har læst at det er en ret stor oplevelse.
Jeg har det stadig rigtig godt, og er enormt spændt på og glad for at være af sted. Der er stadigvæk lidt jet lag at spore, men håber at være det kvit i løbet af de næste par dage.
I dag har jeg været på en længere tur for videre at udforske Auckland. Efter morgenmaden besluttede jeg mig for at besøge Auckland Museum, som ligger i The Domain, en stor park. Det krævede en rask gåtur for at komme derhen, men vejret var flot og solrigt. Det er jo egentlig vinter her i New Zealand, men i Auckland er vejret enormt mildt, og er man i læ fra vinden kan man næsten klare sig uden jakke, og folks påklædning varierer kraftigt fra store jakker til shorts og sweater.
Da jeg nåede The Domain, blev jeg mødt af et skilt der viste vej til to ”Forest walks”; to stier, der skulle føre rundt om The Domain. Disse var dog ikke videre sindsoprivende. Meget snævre stier med tæt krat-agtig bevoksning på begge sider. Men pludselig kom jeg igennem til Domain Drive, der førte mig ned til museet, og her var der virkelig flot, med palmetræer og park rundt om. Sætter man sig på trapperne foran museet, får man desuden en utrolig flot udsigt ud over vandet og de omkringliggende øer. Billeder følger.
Museet selv er også helt vildt flot. Det er delt op i tre etager. Den nederste er dedikeret til Maori-folkets historie og oprindelse, og huser blandt andet en 25 meter lang krigs-kano. Enormt spændende. Den næste etage har en naturhistorisk udstilling og afbilder landets enormt afvekslende natur. Ét hjørne af etagen omhandler udelukkende vulkaner. Den øverste omhandler landets krigshistorie, helt fra krigene mellem forskellige Maori-stammer op til nutiden, medNew Zealands bidrag til fredsbevarende missioner rundt om i verden. Det er et flot museum, med mere information end man lige umiddelbart kan rumme på et enkelt besøg.
Herefter gik turen til Parnell Road, som ligger lidt uden for byens centrum. Det er flot beliggende gade, med masser af cafeer, restauranter og specialbutikker. Efter frokost her, gik jeg mig en lang tur rundt om i det samme område, for at se lidt nærmere på hvad byen har at byde på.
Inden jeg tog tilbage på hotellet, fik jeg booket min busbillet til Wanganui på søndag. Selvom Auckland er en spændende by, glæder jeg mig til at komme videre. Der er bestemt forskellige ting man kan lave og her er virkelig, virkelig mange hyggelige cafeer, men det er ikke verdens mest turistvenlige by. Hvis jeg skulle være her længere, havde jeg formentlig brugt tiden på ture ud til de omkringliggende områder.
Jeg har dog stadigvæk Sky Tower til gode. Har en plan om at gøre det i morgen, men hvis vejret er virkelig godt, tager jeg muligvis en færgetur i stedet for. Har læst at det er en ret stor oplevelse.
Jeg har det stadig rigtig godt, og er enormt spændt på og glad for at være af sted. Der er stadigvæk lidt jet lag at spore, men håber at være det kvit i løbet af de næste par dage.
A touch of the Rings
I dag har jeg spottet den første Ringenes Herre-reference i NZ. Tjek lige navnet på skiltet: ROHAN Cooke!
mandag den 22. juni 2009
Sky Tower fra mit vindue
Her er så udsigten fra mit vindue, med det majestætiske Sky Tower til venstre i billedet.
Her til aftenen har jeg gået en tur og det har ændret mit syn på Auckland betydeligt. Den er virkelig, virkelig hyggelig om aftenen, og er allerede begyndt at falde lidt mere til her. Glæder mig til at udforske videre i morgen.
Her til aftenen har jeg gået en tur og det har ændret mit syn på Auckland betydeligt. Den er virkelig, virkelig hyggelig om aftenen, og er allerede begyndt at falde lidt mere til her. Glæder mig til at udforske videre i morgen.
NZ, here I am!
Auckland, 22. juni, 2009
Så er jeg her! Efter 31 timers rejse satte jeg omkring kl. 11.30 lokal tid fødderne på New Zealandsk grund. Jeg var godt smadret og lidt små-jetlagged, men mit humør blev lynhurtigt bedre da jeg blev mødt af bragende solskin og 16 grader… Selvfølgelig ikke lige frem sommervejr, men enormt flot vejr uanset.
Flyveturen fra London til Hong Kong var ikke så slem som jeg havde regnet med, men på turen fra Hong Kong til Auckland begyndte jeg at mærke at jeg havde været på farten i lang tid efterhånden. Samtidig havde jeg svært ved at sove, hvilket bestemt ikke var med til at gøre turen kortere.
Jeg havde forventet en grundig kontrol i lufthavnen i Auckland, og det var der også, men jeg strøg lige igennem uden problemer. Man er meget striks med madvarer og så videre, men efter at jeg havde forklaret hvad jeg havde med var der ingen problemer. I København fik jeg derimod konfiskeret en deodorant og i Hong Kong måtte jeg vinke farvel til en neglesaks.
Jeg nævnte sidst at mange folk i Hong Kong gik med ansigtsmasker, som følge af svineinfluenza-truslen. Da vi kom til Auckland blev alle med ansigtsmasker med det samme mødt af lufthavnspersonnel, der spurgte dem: ”Are you all right? You’re entering with a face mask?”. Den slags er man også meget forsigtig med her.
Jeg hoppede på en lufthavnsbus imod Auckland, og blev sat af helt inde i det centrale Auckland, og den by kan godt virke lidt overvældende. Her er højhuse så langt øjet rækker, og byens vartegn, Sky Tower, tårner op over dem alle sammen. Det er den højeste bygning på hele sydkloden, 328 meter høj.
Med min Lonely Planet-guide i hånden fandt jeg mit hotel, lige efter en enkelt omvej, og det er faktisk rigtig fint. Det er ikke verdens største værelse jeg har, men der er en seng og et bad og mere skal jeg for så vidt ikke bruge. Det første bad efter flyveturen var en særligt stor oplevelse. Tak spids, hvor var det tiltrængt! Desuden ligger mit værelse på 8. Etage og har derfor en ret god udsigt, blandt andet til Sky Tower, der ligger et stenkast herfra. Billeder følger snarest!
Efter det opfriskende bad gik jeg en tur ned af Aucklands hovedgade, Queen Street, der er en tæt befærdet gade med alle tænkelige typer butikker. Jeg havde nogle ting at ordne. Jeg skulle have erstattet min konfiskerede deodorant og købe en omformer, så jeg kunne få ladet min laptop op. Det har jeg nu fået gjort, og har også fundet ud af at man kan købe adgang til internettet her på hotellet. Enormt praktisk.
Så nu vil jeg bruge min nykøbte internetadgang til at surfe lidt rundt, før jeg tager ud og finder noget aftensmad. So long!
Så er jeg her! Efter 31 timers rejse satte jeg omkring kl. 11.30 lokal tid fødderne på New Zealandsk grund. Jeg var godt smadret og lidt små-jetlagged, men mit humør blev lynhurtigt bedre da jeg blev mødt af bragende solskin og 16 grader… Selvfølgelig ikke lige frem sommervejr, men enormt flot vejr uanset.
Flyveturen fra London til Hong Kong var ikke så slem som jeg havde regnet med, men på turen fra Hong Kong til Auckland begyndte jeg at mærke at jeg havde været på farten i lang tid efterhånden. Samtidig havde jeg svært ved at sove, hvilket bestemt ikke var med til at gøre turen kortere.
Jeg havde forventet en grundig kontrol i lufthavnen i Auckland, og det var der også, men jeg strøg lige igennem uden problemer. Man er meget striks med madvarer og så videre, men efter at jeg havde forklaret hvad jeg havde med var der ingen problemer. I København fik jeg derimod konfiskeret en deodorant og i Hong Kong måtte jeg vinke farvel til en neglesaks.
Jeg nævnte sidst at mange folk i Hong Kong gik med ansigtsmasker, som følge af svineinfluenza-truslen. Da vi kom til Auckland blev alle med ansigtsmasker med det samme mødt af lufthavnspersonnel, der spurgte dem: ”Are you all right? You’re entering with a face mask?”. Den slags er man også meget forsigtig med her.
Jeg hoppede på en lufthavnsbus imod Auckland, og blev sat af helt inde i det centrale Auckland, og den by kan godt virke lidt overvældende. Her er højhuse så langt øjet rækker, og byens vartegn, Sky Tower, tårner op over dem alle sammen. Det er den højeste bygning på hele sydkloden, 328 meter høj.
Med min Lonely Planet-guide i hånden fandt jeg mit hotel, lige efter en enkelt omvej, og det er faktisk rigtig fint. Det er ikke verdens største værelse jeg har, men der er en seng og et bad og mere skal jeg for så vidt ikke bruge. Det første bad efter flyveturen var en særligt stor oplevelse. Tak spids, hvor var det tiltrængt! Desuden ligger mit værelse på 8. Etage og har derfor en ret god udsigt, blandt andet til Sky Tower, der ligger et stenkast herfra. Billeder følger snarest!
Efter det opfriskende bad gik jeg en tur ned af Aucklands hovedgade, Queen Street, der er en tæt befærdet gade med alle tænkelige typer butikker. Jeg havde nogle ting at ordne. Jeg skulle have erstattet min konfiskerede deodorant og købe en omformer, så jeg kunne få ladet min laptop op. Det har jeg nu fået gjort, og har også fundet ud af at man kan købe adgang til internettet her på hotellet. Enormt praktisk.
Så nu vil jeg bruge min nykøbte internetadgang til at surfe lidt rundt, før jeg tager ud og finder noget aftensmad. So long!
søndag den 21. juni 2009
Hong Kong!!!
Hong Kong, 21. Juni 2009
This is more like it!
Efter en pænt lang flyvetur, bl.a. over Rusland er jeg ankommet til Hong Kong, og nu kan jeg for alvor mærke at jeg er langt væk hjemmefra. Flyveturen med Cathay Pacific Airlines var faktisk ganske fin. God service, udmærket mad og masser af film og tv-serier at vælge imellem som underholdning. Jeg valgte noget uforpligtende og letbenet, nemlig filmen ”He’s Just Not That Into You”. Egentlig ok, men man kan nok godt undvære at have set den.
Det var virkelig vildt at lande i Hong Kong. Ned igennem tågen, og så dukker det her bjerglandskab op under én. Lufthavnen ligger med en fantastisk udsigt, som jeg sidder og beundrer lige nu. Man føler sig godt nok forkælet når man bliver mødt med solnedgang over Hong Kong. Det er virkelig et smukt syn.
Da jeg stod af flyet i Hong Kong, blev jeg først overvældet af den fuldstændigt kvælende varme. Kunne nok godt have sagt mig selv at her ville være varmt, men af en eller grund har jeg ikke rigtigt haft det i tankerne.
Derefter blev jeg for første gang ramt af følelsen af at være meget langt hjemmefra. Skilte er nu ikke bare skrevet på et andet sprog, men med et helt andet alfabet. Det er langt ude! Men helt vildt spændende. Desuden er det interessant at mærke svineinfluenza-frygten omkring én. Overalt ser man folk med ansigtsmasker på og når man lander i Hong Kong bliver man vist en lille info-film om hvad man skal gøre når man står af flyet. På den måde er jeg egentlig glad for at jeg kun skal mellemlande, selvom landet virker helt sindssygt spændende og smukt.
Så nu sidder jeg her ved Gate 2. Klokken er 19:30 lokal tid, og jeg skal flyve kl. 21:05. Og når jeg lander igen er det langt om længe på New Zealandsk grund, omkring middag, lokal tid, ca. kl. 2 om natten, dansk tid. Jeg glæder mig helt vildt til at se landet.
Det må vist være det for nu. Jeg kan berolige med at jeg har det rigtig godt og er fyldt med spænding over at være af sted.
This is more like it!
Efter en pænt lang flyvetur, bl.a. over Rusland er jeg ankommet til Hong Kong, og nu kan jeg for alvor mærke at jeg er langt væk hjemmefra. Flyveturen med Cathay Pacific Airlines var faktisk ganske fin. God service, udmærket mad og masser af film og tv-serier at vælge imellem som underholdning. Jeg valgte noget uforpligtende og letbenet, nemlig filmen ”He’s Just Not That Into You”. Egentlig ok, men man kan nok godt undvære at have set den.
Det var virkelig vildt at lande i Hong Kong. Ned igennem tågen, og så dukker det her bjerglandskab op under én. Lufthavnen ligger med en fantastisk udsigt, som jeg sidder og beundrer lige nu. Man føler sig godt nok forkælet når man bliver mødt med solnedgang over Hong Kong. Det er virkelig et smukt syn.
Da jeg stod af flyet i Hong Kong, blev jeg først overvældet af den fuldstændigt kvælende varme. Kunne nok godt have sagt mig selv at her ville være varmt, men af en eller grund har jeg ikke rigtigt haft det i tankerne.
Derefter blev jeg for første gang ramt af følelsen af at være meget langt hjemmefra. Skilte er nu ikke bare skrevet på et andet sprog, men med et helt andet alfabet. Det er langt ude! Men helt vildt spændende. Desuden er det interessant at mærke svineinfluenza-frygten omkring én. Overalt ser man folk med ansigtsmasker på og når man lander i Hong Kong bliver man vist en lille info-film om hvad man skal gøre når man står af flyet. På den måde er jeg egentlig glad for at jeg kun skal mellemlande, selvom landet virker helt sindssygt spændende og smukt.
Så nu sidder jeg her ved Gate 2. Klokken er 19:30 lokal tid, og jeg skal flyve kl. 21:05. Og når jeg lander igen er det langt om længe på New Zealandsk grund, omkring middag, lokal tid, ca. kl. 2 om natten, dansk tid. Jeg glæder mig helt vildt til at se landet.
Det må vist være det for nu. Jeg kan berolige med at jeg har det rigtig godt og er fyldt med spænding over at være af sted.
Nyt fra Heathrow
Heathrow Lufthavn, 20. juni, 2009
Så er jeg af sted. Sådan for alvor. Og det er helt vildt mærkeligt.
Efter en hyggelig mini-weekend i København blev jeg sendt af sted med afskedskomité og hele molevitten – tak til Andreas, Mikkel, Toby og Julie. Det blev til en hurtig gang aftensmad i Kastrup lufthavn og så ombord British Airways fly til London.
Heathrow er bestemt ikke min kop te. Jeg var på forhånd blevet advaret om dens uoverskuelighed, og selvom jeg fandt min gate (sidder der lige nu) i god tid var det ikke uden en tur i den forkerte terminal først. Og hold op hvor er den stor. Ti minutter i bus og tyve minutter gang, så var jeg i den rigtige terminal. Crazy!
Her i terminal 3 er der byggerod overalt, og det er et kæmpe kaos med lange køer og masser af utålmodige småbørn. Men det er skægt at mærke hvordan folkene omkring mig skifter til at være hovedsageligt asiater. Jeg kan mærke at jeg er på farten – spændende. Virkelig spændende.
Det var også her i terminal 3, for et øjeblik siden at jeg valgte at åbne Helene Skovs afskedspakke. Tusind tak! Det er høj klasse, med frikadelle-mix, sennep, saltlakrids, billeder og en personlig kalender.
Lige nu sidder jeg blot og venter på at gå om bord på flyet imod Hong Kong. Det bliver en laaang tur, så jeg håber på at få sovet en del… og måske se en god film.
Så er jeg af sted. Sådan for alvor. Og det er helt vildt mærkeligt.
Efter en hyggelig mini-weekend i København blev jeg sendt af sted med afskedskomité og hele molevitten – tak til Andreas, Mikkel, Toby og Julie. Det blev til en hurtig gang aftensmad i Kastrup lufthavn og så ombord British Airways fly til London.
Heathrow er bestemt ikke min kop te. Jeg var på forhånd blevet advaret om dens uoverskuelighed, og selvom jeg fandt min gate (sidder der lige nu) i god tid var det ikke uden en tur i den forkerte terminal først. Og hold op hvor er den stor. Ti minutter i bus og tyve minutter gang, så var jeg i den rigtige terminal. Crazy!
Her i terminal 3 er der byggerod overalt, og det er et kæmpe kaos med lange køer og masser af utålmodige småbørn. Men det er skægt at mærke hvordan folkene omkring mig skifter til at være hovedsageligt asiater. Jeg kan mærke at jeg er på farten – spændende. Virkelig spændende.
Det var også her i terminal 3, for et øjeblik siden at jeg valgte at åbne Helene Skovs afskedspakke. Tusind tak! Det er høj klasse, med frikadelle-mix, sennep, saltlakrids, billeder og en personlig kalender.
Lige nu sidder jeg blot og venter på at gå om bord på flyet imod Hong Kong. Det bliver en laaang tur, så jeg håber på at få sovet en del… og måske se en god film.
fredag den 19. juni 2009
Den første blog
København, 19. Juni 2009
Første del af min rejse er som ventet forløbet uden de store problemer. Jeg mødtes med Tobias, som jeg kender fra filmhøjskolen og vi tog sammen toget til København, hvor vi skal have reunion-weekend med Mikkel og Andreas, to andre fra filmhøjskolen.
Det bliver formentlig ren afslapning, og det passer mig egentlig fint, for har ikke rigtigt kunnet slappe af i Århus de sidste par dage. Da jeg først kom på toget og kunne begynde at lægge alle forberedelserne fra mig, kunne jeg mærke at det lettede en del. For meget stress i Århus.
Aftenen i går gik således med kinesisk mad, Xbox, TV-serien ”How I Met Your Mother”, og kolde øl. Helt vildt rart at kunne koble af i godt selskab og begynde at glæde sig til at komme om på den anden side af jorden.
Jeg har taget et par billeder fra København allerede, men er dog lidt usikker på hvornår jeg kan få dem uploadet, da jeg ikke lige umiddelbart kan finde USB-kablet man skal bruge for at lægge dem over på en computer. Jeg satser på at kablet ligger et eller andet sted i min kuffert, og ikke i et opbevaringsrum i Geding, men ellers må jeg se om jeg kan finde et i Auckland og så uploade billederne der.
Det er egentlig hvad der er sket på min rejse op til nu.
Tusind tak for alle hilsnerne, opmuntringerne og afskedsgaverne, for øvrigt. Har været rigtig dejligt at få set en masse mennesker inden jeg skal flyve. Vi snakkes ved over nettet, og ansigt til ansigt i 2010 (eller umiddelbart før).
Første del af min rejse er som ventet forløbet uden de store problemer. Jeg mødtes med Tobias, som jeg kender fra filmhøjskolen og vi tog sammen toget til København, hvor vi skal have reunion-weekend med Mikkel og Andreas, to andre fra filmhøjskolen.
Det bliver formentlig ren afslapning, og det passer mig egentlig fint, for har ikke rigtigt kunnet slappe af i Århus de sidste par dage. Da jeg først kom på toget og kunne begynde at lægge alle forberedelserne fra mig, kunne jeg mærke at det lettede en del. For meget stress i Århus.
Aftenen i går gik således med kinesisk mad, Xbox, TV-serien ”How I Met Your Mother”, og kolde øl. Helt vildt rart at kunne koble af i godt selskab og begynde at glæde sig til at komme om på den anden side af jorden.
Jeg har taget et par billeder fra København allerede, men er dog lidt usikker på hvornår jeg kan få dem uploadet, da jeg ikke lige umiddelbart kan finde USB-kablet man skal bruge for at lægge dem over på en computer. Jeg satser på at kablet ligger et eller andet sted i min kuffert, og ikke i et opbevaringsrum i Geding, men ellers må jeg se om jeg kan finde et i Auckland og så uploade billederne der.
Det er egentlig hvad der er sket på min rejse op til nu.
Tusind tak for alle hilsnerne, opmuntringerne og afskedsgaverne, for øvrigt. Har været rigtig dejligt at få set en masse mennesker inden jeg skal flyve. Vi snakkes ved over nettet, og ansigt til ansigt i 2010 (eller umiddelbart før).
Abonner på:
Opslag (Atom)