mandag den 19. oktober 2009

Nyt (langt om længe)

Det er snart to måneder siden jeg sidst har skrevet på denne blog, og det går jo slet ikke, så derfor kommer her lige en lille fortælling om denne weekends eskapader.

Eksamensperioden er i fuld gang, og eftersom jeg har lidt tid endnu før mine eksaminer var der lige tid til en hurtig tur til Queenstown, som er sydøens helt store turistfælde med et stort udbud af alle mulige aktiviteter, såsom bungy jumping, river rafting, jetbådture, kajakture og alt den slags. Mette og Thomas (begge fra Danmark) har købt en bil hernede og de havde plads til fire andre, så vi fik samlet en rigtig god gruppe, der også inkluderede Anja (Danmark), Sean (Michigan, USA) og Michael (Tyskland). Vi havde en helt fuldstændig fantastisk tur - og før jeg fortsætter kan jeg forsikre Lise om at historien ikke byder på et bungyjump fra min side. Så læs roligt videre.

Thomas, Michael og Mette var fast besluttede på at tage 'Nevis Jump', der er verdens tredjehøjeste bungy jump. Vi tre andre var ikke lige så friske på bungy, så vi fandt i stedet for et hostel til os alle sammen og gik en tur rundt i Queenstown, der ligger helt sindssygt smukt, ned til en kæmpe sø, og omgivet af bjerge. Vi blev alle sammen enige om at tage på rafting tur dagen efter, så det fik vi også booket. 175 NZ dollars var prisen, og det lyder måske som meget, men det skulle vise sig at være alle pengene værd.

Da de tre springere vendte tilbage - fuldstændigt høje på adrenalin - tog vi ud at handle ind til aftensmad og så tilbage til vores hostel, hvor vi hurtigt fandt vej til spa'en. Det blev til tre timer i udendørs spa med kolde øl, på trods af silende regn. Lige præcis hvad seks hårdtarbejdende studerende havde brug for!

Efter maden var vi en tur ude i det Queenstown'ske natteliv, og endte ved efterhånden legendariske 'Fergburger', der er en enormt populær burgerbar. Og med al mulig respekt for Byens Burger i Århus, må jeg nok give kronen videre til Fergburger. Kæmpestore burgere med friske grøntsager og perfekte bøffer. Alle tiders!

Dagen efter vågnede vi kl. 9 til morgenmad, og selvom vi havde håbet på at kunne nå en hurtig vandretur inden vi skulle afsted på rafting kl. 13, var tempoet ikke helt højt nok til at nå det. Så vi tog i stedet for en hurtig tur i Queenstown's botaniske have, der har et helt fantastisk udsyn.

Efter at være blevet ført ind i busser af rafting-arrangøren, blev vi kørt ud til Shotover River, som rent faktisk er brugt i Ringenes Herre - det er her, Arwen siger sin berømte replik: "If you want him, come and claim him" - og fik udleveret passende udstyr. Selvom vejret havde været lidt trist indtil dette tidspunkt, skinnede solen fra en næsten skyfri himmel da vi forlod omklædningsrummene. Det skulle dog vise sig at være knap så behageligt, da køreturen i våddragt blev en anelse lummer.

Vores guides kørte os op bjergområdet lige udenfor Queenstown i en lille bus af ældre dato, og køreturen var lidt af en oplevelse i sig selv, da udsynene ud over klipperne og ned imod afgrunden var nok til at sætte godt gang i nervøsiteten. Vi ankom dog til vores startpunkt med alle lemmer i behold og fik en lektion i rafting. Det dulmede dog heller ikke rigtigt nervøsiteten, da det hurtigt stod klart at gummibådene nemt kan flippe om på hovedet eller smide os af i farten. Vores guides virkede dog fuldt kvalificerede.

Eftersom bådene havde plads til seks mand og én guide, kunne hele vores lille gruppe fylde en båd, hvilket gjorde det hele lidt mere sjovt. Vi havde mødt to kiwier på vores hostel der havde anbefalet guiden Chief, en stor Maori-fyr, og ved et tilfælde var det præcis ham vi fik som guide. Selvom han virkede en anelse knotten, blev han hurtigt lidt mere munter så snart vi kom ud på floden. Han var fast besluttet på at vi skulle komme først i mål og gerne tilplaske de andre både så meget som muligt på vejen. Flere gange på turen stillede han sig op i vores båd for at skrige fornærmelser til de andre både. Ret skægt, eftersom man også selv blev lidt grebet af stemningen og den venligt stillede konkurrence imellem bådene. Blandt andet fik vi på et tidspunkt selskab af to folk fra en anden båd der sprang over for at hive Chief i vandet. Det rene van(d)vid!

Turen på Shotover River slutter med en 170 meter lang tunnel, direkte efterfulgt af et rimelig heftigt fald, der let kan flippe båden hvis man ikke får styret sig ordentligt igennem. Vi klarede os dog igennem uden at ryge på hovedet, selvom vi tog et ordentligt skyl flodvand i ansigterne. Da vi havde afleveret udstyr og fået en tur i bad og i sauna, blev vi kørt tilbage til Queenstown. Alt i alt en super eftermiddag, og bestemt de 175 dollars værd.

Efter at have spist aftensmad på en lokal pub kørte vi tilbage til Dunedin, dog ikke uden en utilsigtet omvej, der betød at vi hjemme en time senere end vi lige havde regnet med. Så vi var godt kogte da vi endelig var tilbage ved Toroa House.

Nu gælder det så om at komme tilbage til hverdagen igen, og få læst op til eksamen. Min første ligger i næste uge, så der bliver nok ikke tid til så meget skæg og ballade i den umiddelbare fremtid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar