Hej folkens!
Jeg var lige nødt til at opdatere, for der er fileme sket meget over de sidste 48 timer.
Jeg er nu igennem den første uge med undervisning, og det virker virkelig godt. To af mine fag er lige på og hårdt, og lader til at holde et fint niveau, så der skal nok komme masser af udfordringer. Den første bog, Thomas More's Utopia er allerede købt, læst og gennemgået - det tog så tre dage... Jeg sagde jo det var lige på og hårdt :)
Det tredje fag, Approaches to Writing About Literature, lader til at indebære noget lidt andet end jeg lige troede. Jeg troede det ville blive et rimeligt teoretisk fag om hvordan man formulerer sig i en opgave og hvordan man kan strukturere sin analyse og så videre, og selvom faget delvist handler om det, er der også meget stof om formattering og så skal vi lære at trykke... På sådan en gammeldags trykke-maskine! Så det er virkelig omfattende, men det lyder egentlig meget sjovt og spændende... Så længe faget bare også forbereder mig på mit speciale. Jeg kan godt skifte, men det kan medføre nogle komplikationer når jeg kommer tilbage til Århus.
Nåh, men nok om studierne for nu (selvom det også er spændende). I går var jeg, sammen med en gruppe på 7 andre fra Toroa House, på et 'Penguin visit' til noget der hedder Sandfly Bay, hvor sæler, søløver og pingviner lever frit. Stedet alene var fantastisk flot, og så var en stor oplevelse at have dyrene gående helt frit, uden opsyn ved siden af én. Vi fik at vide at vi ikke skulle stoppe når vi gik forbi søløverne, fordi de godt kan blive aggressive hvis de føler at man trænger sig på. Og den logik kan man sagtens følge når man står overfor 200 kg gryntende og hoppende søløve. Da vi gik tilbage var der én af dem der hoppede langs med stranden ved siden af mig, med ca. 7-8 meters afstand. Der var ikke decideret fare på færde, men der er al mulig grund til at holde et vågent øje på dem, for sådan en fedladen klump spæk er hurtigere end man lige umiddelbart skulle tro. Pingvinerne er hunderæde for mennesker og tør ikke komme tæt på, så de kunne kun ses på stor afstand, helst igennem en kikkert.
Da jeg kom hjem tog jeg direkte i biografen sammen fire andre fra Toroa for at se Brüno (lidt skuffende film), og da vi kom hjem ville jeg så lige sidde og læse lidt inden torsdagens timer. Og pludselig føles det som om der står en på værelset ved siden af og hopper op og ned. Der går lige 10 sekunder før det rigtig går op for mig hvad der sker. Jeg befinder mig midt i mit livs allerførste jordskælv! Jeps, et helt rigtigt et af slagsen, der blev målt til 7.8 på Richter-skalaen. Dunedin ligger et godt stykke fra epicenteret, så vi fik kun lige et par minutters rysten, og jeg har snakket med flere der slet ikke opdagede det, men da jeg stak hovedet ud af mit vindue i Toroa, stod der en flok meget forvirrede studerende dernede og der lød også et par bekræftende ord fra nogle af de andre vinduer: Jo jo, det var bestemt et jordskælv. Så nu har jeg også oplevet det.
På grund af læsning fik jeg ikke så meget søvn i nat. Jeg måtte sent i seng og tidligt op for at nå det hele, og havde undervisning til kl. 16, så var pænt træt til sidst og koncentrationen var ved at være lidt nede. Det hjalp dog med en gang japansk mad... Det er ok billigt at gå på restaurant hernede. Jeg gav omkring 35 kroner for en stor portion på en pæn og ordentlig restaurant. Selvom jeg er inviteret til jazz-aften på en af de lokale caféer, tror jeg at jeg tager en aften hjemme. Jeg har ingen undervisning i morgen, men skal nok have læst lidt... Der er ikke tid til at falde bagud allerede, og er lidt spændt på at komme igang med James Joyce's murstensroman Ulysses.
Håber alt er vel i DK. Sender positive tanker fra den vibrerende by i The Deep South, Dunedin.
torsdag den 16. juli 2009
lørdag den 11. juli 2009
Sidste weekend før semesterstart
På mandag begynder det nye semester, og det er jo allerede en smule anderledes end det danske, der først starter omkring september. Det passer dog fint, da vi får fri lige inden sommeren begynder.
I torsdags havde vi det såkaldte 'course approval', hvor man skal bestemme sig for hvilke kurser man vil følge og have dem godkendt af både den afdeling man vil læse ved og den centrale administration. Det er en rimelig omfattende proces, hvor man starter klokken halv 9 om morgenen med at stå i kø for at få det skema man skal fylde ud. Derefter skal man så finde ens afdeling(er). Eftersom alle mine kurser hører under engelsk-afdelingen, skulle jeg kun have underskrifter fra et sted, så det gik egentlig noget glattere end jeg havde regnet med. Det tog alt i alt to timer før jeg havde gennemført hele processen og endda også fået udleveret mit ID-kort.
Torsdag aften var der fest for alle internationale studerende på en lokal bar, og det var superhyggeligt. Det var tændt op i pejsen så man kunne sidde udenfor på trods af det kølige vejr. Dagen efter var vi med et gammeldags tog til et sted der hedder Taieri Gorge, hvor vi blev mødt med grillmad og en fantastisk udsigt. Det var en rigtig fin tur, hvor man fik set noget flot New Zealandsk natur. Fra Dunedin har man nem adgang til den slags områder, så jeg kan næsten ikke vente med at melde mig ind i universitetets vandreklub og få udforsket noget af den omkringliggende natur.
Men først og fremmest gælder det lige nu om at komme i gang med undervisningen og lære systemet bedre at kende. Jeg har tre kurser: "Renaissance Literature", "Approaches to Writing About Literature", der gerne skulle forberede mig på specialet der venter når jeg kommer hjem til DK, og sidst men ikke mindst "Modernism: Joyce", hvori jeg skal læse James Joyce's Ulysses, der er berygtet som et af de mindst tilgængelige literære værker overhovedet. Heldigvis bliver vi guidet igennem murstenen bid for bid, så jeg håber det kan gøre den lidt mere fordøjelig.
Mit skema er også ok. Jeg har mandag fri, men her skal der formentlig terpes Ulysses. Tirsdag har jeg timer fra 9 til 11 og igen imellem 11 og 12. Onsdag fra 11-13. Torsdag er en lidt længere dag med timer fra 9-10, 12-13 og så igen 14-17. Fredag har jeg til gengæld fri.
Jeg tror det er et passende skema. Der er formentlig en pæn del læsning og selvstudie, og så skulle der også gerne være tid til at få set lidt af landet ved siden af studierne. Det er vanvittigt flot her på sydøen, og det er ikke svært at komme rundt i NZ, så det er slet ikke utænkeligt at der kommer nogle weekendture ind i mellem.
Det er vist alt for nu.
I torsdags havde vi det såkaldte 'course approval', hvor man skal bestemme sig for hvilke kurser man vil følge og have dem godkendt af både den afdeling man vil læse ved og den centrale administration. Det er en rimelig omfattende proces, hvor man starter klokken halv 9 om morgenen med at stå i kø for at få det skema man skal fylde ud. Derefter skal man så finde ens afdeling(er). Eftersom alle mine kurser hører under engelsk-afdelingen, skulle jeg kun have underskrifter fra et sted, så det gik egentlig noget glattere end jeg havde regnet med. Det tog alt i alt to timer før jeg havde gennemført hele processen og endda også fået udleveret mit ID-kort.
Torsdag aften var der fest for alle internationale studerende på en lokal bar, og det var superhyggeligt. Det var tændt op i pejsen så man kunne sidde udenfor på trods af det kølige vejr. Dagen efter var vi med et gammeldags tog til et sted der hedder Taieri Gorge, hvor vi blev mødt med grillmad og en fantastisk udsigt. Det var en rigtig fin tur, hvor man fik set noget flot New Zealandsk natur. Fra Dunedin har man nem adgang til den slags områder, så jeg kan næsten ikke vente med at melde mig ind i universitetets vandreklub og få udforsket noget af den omkringliggende natur.
Men først og fremmest gælder det lige nu om at komme i gang med undervisningen og lære systemet bedre at kende. Jeg har tre kurser: "Renaissance Literature", "Approaches to Writing About Literature", der gerne skulle forberede mig på specialet der venter når jeg kommer hjem til DK, og sidst men ikke mindst "Modernism: Joyce", hvori jeg skal læse James Joyce's Ulysses, der er berygtet som et af de mindst tilgængelige literære værker overhovedet. Heldigvis bliver vi guidet igennem murstenen bid for bid, så jeg håber det kan gøre den lidt mere fordøjelig.
Mit skema er også ok. Jeg har mandag fri, men her skal der formentlig terpes Ulysses. Tirsdag har jeg timer fra 9 til 11 og igen imellem 11 og 12. Onsdag fra 11-13. Torsdag er en lidt længere dag med timer fra 9-10, 12-13 og så igen 14-17. Fredag har jeg til gengæld fri.
Jeg tror det er et passende skema. Der er formentlig en pæn del læsning og selvstudie, og så skulle der også gerne være tid til at få set lidt af landet ved siden af studierne. Det er vanvittigt flot her på sydøen, og det er ikke svært at komme rundt i NZ, så det er slet ikke utænkeligt at der kommer nogle weekendture ind i mellem.
Det er vist alt for nu.
onsdag den 8. juli 2009
Dunedin, fortsat
Nu har jeg haft lidt tid til at danne mig et bedre indtryk af Dunedin, og jeg bliver mere og mere vild med det, jo mere tid jeg er her.
I dag er vi blevet fodret med informationer om kurser, eksamen, point, visum, og alt muligt andet. Det hele er lidt svært at få overblik over, men jeg tror bestemt det kommer hen ad vejen. Universitetet har et kæmpe udvalg af klubber og aktiviteter, så tror bestemt jeg skal prøve noget af det. I hvert fald vil jeg melde mig ind i deres "Tramping Club", som arrangerer vandreture rundt omkring i det fantastiske omkringliggende område. Det lyder som en god og aktiv måde at få set området på nærmere hånd. Der er også et væld af forskellige sportsgrene man kan dyrke. Rugby lader ikke liiige til at være min sport - selvom kiwierne går helt agurk over det - men jeg finder nok på et eller andet der virker spændende. Desuden er der en skitur til den nærliggende by Queenstown omkring den 1. August, hvilket også er lidt svært at stå for.
Toroa House - hvor jeg bor - er enormt gode til at lave arrangementer og selvom man betaler lidt ekstra for at bo her i forhold til lejlighederne i byen, får man pengene tilbage igennem mad-arrangementer og andre ting man normalt skal betale for. Og så bor man op og ned af omkring 130 andre internationale studerende fra hele verden. Der er to andre danskere her, begge fra Århus, men ikke nogen jeg kender fra før. Desuden er her en ret stor Malaysisk delegation. Da én af dem hørte at jeg var dansker spurgte han mig med det samme hvordan det var at have frostbid. Staklen var jo bekymret, da han kun havde pakket ét par lange bukser, og gik rundt i shorts og sandaler. Jeg kunne så forsikre ham om at jeg aldrig havde haft frostbid og at han nok også selv var i rimelig sikkerhed fra det, selvom det nok var en god idé at anskaffe sig noget varmt tøj.
Toroa House er opdelt i 4- og 5-værelses-lejligheder, og jeg har nu fået hilst på alle mine fire 'flatmates'. Vi har fire forskellige kontinenter repræsenteret, hvilket er ret fedt: Der er Terrence fra Sydafrika, Sam fra New Zealand, Shrika fra Australien og Daniel fra Brasilien. Det er en god, blandet omgang, og vi har snakket om at lave noget fællesspisning hver søndag, så snart semesteret begynder og der falder lidt ro på folks hverdag.
Vinteren her er tilsyneladende ret hård efter New Zealands standard, men alligevel ikke så slem i forhold til den danske vinter. Vinden er virkelig kold og temperaturen ryger unde nul om natten, men har man det rette tøj på er det for så vidt ok. Værelserne i Toroa er heldigvis ret nemme at varme op, selvom radiatoren automatisk slukker én time efter man har tændt den. Jeg er typisk oppe en gang eller to om natten for at tænde igen, og turen ud på gangen til det fælles bad om morgenen er en pænt kold fornøjelse, men jeg klager ikke. Så snart juli og den første del af august er passeret, skulle det så småt begynde at blive forår, så der er rigeligt at se frem til.
Håber i har det godt i DK.
I dag er vi blevet fodret med informationer om kurser, eksamen, point, visum, og alt muligt andet. Det hele er lidt svært at få overblik over, men jeg tror bestemt det kommer hen ad vejen. Universitetet har et kæmpe udvalg af klubber og aktiviteter, så tror bestemt jeg skal prøve noget af det. I hvert fald vil jeg melde mig ind i deres "Tramping Club", som arrangerer vandreture rundt omkring i det fantastiske omkringliggende område. Det lyder som en god og aktiv måde at få set området på nærmere hånd. Der er også et væld af forskellige sportsgrene man kan dyrke. Rugby lader ikke liiige til at være min sport - selvom kiwierne går helt agurk over det - men jeg finder nok på et eller andet der virker spændende. Desuden er der en skitur til den nærliggende by Queenstown omkring den 1. August, hvilket også er lidt svært at stå for.
Toroa House - hvor jeg bor - er enormt gode til at lave arrangementer og selvom man betaler lidt ekstra for at bo her i forhold til lejlighederne i byen, får man pengene tilbage igennem mad-arrangementer og andre ting man normalt skal betale for. Og så bor man op og ned af omkring 130 andre internationale studerende fra hele verden. Der er to andre danskere her, begge fra Århus, men ikke nogen jeg kender fra før. Desuden er her en ret stor Malaysisk delegation. Da én af dem hørte at jeg var dansker spurgte han mig med det samme hvordan det var at have frostbid. Staklen var jo bekymret, da han kun havde pakket ét par lange bukser, og gik rundt i shorts og sandaler. Jeg kunne så forsikre ham om at jeg aldrig havde haft frostbid og at han nok også selv var i rimelig sikkerhed fra det, selvom det nok var en god idé at anskaffe sig noget varmt tøj.
Toroa House er opdelt i 4- og 5-værelses-lejligheder, og jeg har nu fået hilst på alle mine fire 'flatmates'. Vi har fire forskellige kontinenter repræsenteret, hvilket er ret fedt: Der er Terrence fra Sydafrika, Sam fra New Zealand, Shrika fra Australien og Daniel fra Brasilien. Det er en god, blandet omgang, og vi har snakket om at lave noget fællesspisning hver søndag, så snart semesteret begynder og der falder lidt ro på folks hverdag.
Vinteren her er tilsyneladende ret hård efter New Zealands standard, men alligevel ikke så slem i forhold til den danske vinter. Vinden er virkelig kold og temperaturen ryger unde nul om natten, men har man det rette tøj på er det for så vidt ok. Værelserne i Toroa er heldigvis ret nemme at varme op, selvom radiatoren automatisk slukker én time efter man har tændt den. Jeg er typisk oppe en gang eller to om natten for at tænde igen, og turen ud på gangen til det fælles bad om morgenen er en pænt kold fornøjelse, men jeg klager ikke. Så snart juli og den første del af august er passeret, skulle det så småt begynde at blive forår, så der er rigeligt at se frem til.
Håber i har det godt i DK.
lørdag den 4. juli 2009
Første blog fra Dunedin
Dunedin, 3. Juli 2009
Så er jeg her! Efter 15 dage på farten er jeg ankommet til det sydlige New Zealand, nærmere bestemt den lille by Dunedin, hvor jeg skal tilbringe de næste fem måneder. Og puha… hvor starter jeg med at fortælle?
Eftersom jeg ikke har fået blogget de sidste 4-5 dage, må jeg hellere starte med at bringe jer sådan lidt ”up to date”. Jeg har tilbragt disse dage i Wanganui, der ligger på nordøen, stort set lige imellem Auckland og Wellington. Her boede jeg på udsøgt manér hos Hanne (igen tak), med et hyggeligt værelse og eget bad og hele molevitten. Helt vildt hyggeligt! Dagene bød på ture til blandt andet det majestætiske Mt. Taranaki og op langs Wanganui floden, med nogle helt sublime udsigter. Her fik jeg min første smagsprøve på det ”rigtige” New Zealand. Helt fantastisk!
Det er en ultrakort opsummering – det ved jeg godt – og skal nok prøve at skrive mere om Wanganui (har også planer om at vende tilbage inden jeg tager hjem til DK). Lige nu er jeg fuld af indtryk herfra Dunedin. I morges kørte Hanne mig fra Wanganui til lufthavnen i Palmerston North, hvorfra jeg skulle flyve videre, over Christchurch, til Dunedin. Jeg havde for måneder siden arrangeret en taxi til at hente mig i lufthavnen i Dunedin, da universitetet havde sat det op så vi kunne få turen til en ordentlig pris.
Da jeg ankom til lufthavnen i Palmerston North, fik jeg dog at vide at mit fly var forsinket 40 minutter, og derfor var de nødt til at booke mit videregående fly om. Det lykkedes mig dog at få sendt en mail til taxi-selskabet og gøre dem opmærksom på at jeg havde skiftet fly.
Jeg landede i Christchurch med en times forsinkelse, og havde endnu en times ventetid i lufthavnen inden mit sidste fly, så jeg var noget spændt på om nu taxien rent faktisk ville være der når jeg ankom. Det var en med god portion lettelse at jeg så en venligt udseende, hvidhåret Maori stående med et skilt hvorpå der stod: ”Intl. Student Kasper Thornbjerg”. Så på trods af lidt polemik og nervøsitet nåede jeg frem til Dunedin uden de store problemer. Jeg blev endda sat af ved hovedindgangen til Toroa International House hvor jeg skal bo.
Her blev jeg virkelig varmt og venligt modtaget, og vist til mit værelse, der er en del af en 5-værelses-lejlighed, jeg skal dele med fire andre. Først mødte jeg Daniel, en noget fåmælt Kiwi (New Zealænder). Og mit værelse? Det er intet mindre end FANTASTISK! Her er masser af plads, et stort skrivebord og to garderobeskabe, plus en varm og blød seng. Vores lejlighed ligger på toppen af en bakke, så fra mit vindue er der udsigt over det meste af Dunedin. Hvad mere kan man ønske? Vejret er dog virkelig hårdt lige nu. Gråt med masser af regn, men stemningen er god og enormt studievenlig.
Efter en kort tur ned igennem byen efter lidt mad og fornødenheder kom jeg tilbage til Toroa, og midt i udpakningen bankede en anden af mine ’flatmates’, Shrika, en enormt imødekommende og storsmilende fyr fra Sydney (født i Indien) som mødte mig med high-fives og flere forsikringer om at jeg endelig bare skulle sige til hvis jeg manglede noget som helst. Helt vildt flink fyr! Kort efter kom min tredje flatmate, Terrance fra Sydafrika, forbi og inviterede mig med ham og en flok andre nyankomne ud at spise. Det blev til en hyggelig aften med lidt god (og billig mad). Det skal nok blive godt her i Toroa. Jeg tror der er en del fester og den slags, men det lader til at det er op til en selv hvor meget man vil slå sig løs.
Jeg har fået tjekket mig selv ind på universitetet og det lader til at Dunedin er en fantastisk by at studere i. I hvert fald glæder jeg mig meget til undervisningen begynder inden så længe, og kalenderen er fyldt op med alle mulige forskellige arrangementer… Det er helt vildt spændende at være her, og jeg er allerede faldet godt til. Det er så nemt at falde i snak med folk, og alting er nemt at finde… og så kan man godt leve med lidt regn.
Så er jeg her! Efter 15 dage på farten er jeg ankommet til det sydlige New Zealand, nærmere bestemt den lille by Dunedin, hvor jeg skal tilbringe de næste fem måneder. Og puha… hvor starter jeg med at fortælle?
Eftersom jeg ikke har fået blogget de sidste 4-5 dage, må jeg hellere starte med at bringe jer sådan lidt ”up to date”. Jeg har tilbragt disse dage i Wanganui, der ligger på nordøen, stort set lige imellem Auckland og Wellington. Her boede jeg på udsøgt manér hos Hanne (igen tak), med et hyggeligt værelse og eget bad og hele molevitten. Helt vildt hyggeligt! Dagene bød på ture til blandt andet det majestætiske Mt. Taranaki og op langs Wanganui floden, med nogle helt sublime udsigter. Her fik jeg min første smagsprøve på det ”rigtige” New Zealand. Helt fantastisk!
Det er en ultrakort opsummering – det ved jeg godt – og skal nok prøve at skrive mere om Wanganui (har også planer om at vende tilbage inden jeg tager hjem til DK). Lige nu er jeg fuld af indtryk herfra Dunedin. I morges kørte Hanne mig fra Wanganui til lufthavnen i Palmerston North, hvorfra jeg skulle flyve videre, over Christchurch, til Dunedin. Jeg havde for måneder siden arrangeret en taxi til at hente mig i lufthavnen i Dunedin, da universitetet havde sat det op så vi kunne få turen til en ordentlig pris.
Da jeg ankom til lufthavnen i Palmerston North, fik jeg dog at vide at mit fly var forsinket 40 minutter, og derfor var de nødt til at booke mit videregående fly om. Det lykkedes mig dog at få sendt en mail til taxi-selskabet og gøre dem opmærksom på at jeg havde skiftet fly.
Jeg landede i Christchurch med en times forsinkelse, og havde endnu en times ventetid i lufthavnen inden mit sidste fly, så jeg var noget spændt på om nu taxien rent faktisk ville være der når jeg ankom. Det var en med god portion lettelse at jeg så en venligt udseende, hvidhåret Maori stående med et skilt hvorpå der stod: ”Intl. Student Kasper Thornbjerg”. Så på trods af lidt polemik og nervøsitet nåede jeg frem til Dunedin uden de store problemer. Jeg blev endda sat af ved hovedindgangen til Toroa International House hvor jeg skal bo.
Her blev jeg virkelig varmt og venligt modtaget, og vist til mit værelse, der er en del af en 5-værelses-lejlighed, jeg skal dele med fire andre. Først mødte jeg Daniel, en noget fåmælt Kiwi (New Zealænder). Og mit værelse? Det er intet mindre end FANTASTISK! Her er masser af plads, et stort skrivebord og to garderobeskabe, plus en varm og blød seng. Vores lejlighed ligger på toppen af en bakke, så fra mit vindue er der udsigt over det meste af Dunedin. Hvad mere kan man ønske? Vejret er dog virkelig hårdt lige nu. Gråt med masser af regn, men stemningen er god og enormt studievenlig.
Efter en kort tur ned igennem byen efter lidt mad og fornødenheder kom jeg tilbage til Toroa, og midt i udpakningen bankede en anden af mine ’flatmates’, Shrika, en enormt imødekommende og storsmilende fyr fra Sydney (født i Indien) som mødte mig med high-fives og flere forsikringer om at jeg endelig bare skulle sige til hvis jeg manglede noget som helst. Helt vildt flink fyr! Kort efter kom min tredje flatmate, Terrance fra Sydafrika, forbi og inviterede mig med ham og en flok andre nyankomne ud at spise. Det blev til en hyggelig aften med lidt god (og billig mad). Det skal nok blive godt her i Toroa. Jeg tror der er en del fester og den slags, men det lader til at det er op til en selv hvor meget man vil slå sig løs.
Jeg har fået tjekket mig selv ind på universitetet og det lader til at Dunedin er en fantastisk by at studere i. I hvert fald glæder jeg mig meget til undervisningen begynder inden så længe, og kalenderen er fyldt op med alle mulige forskellige arrangementer… Det er helt vildt spændende at være her, og jeg er allerede faldet godt til. Det er så nemt at falde i snak med folk, og alting er nemt at finde… og så kan man godt leve med lidt regn.
Abonner på:
Opslag (Atom)