Første blog fra Dunedin

Dunedin, 3. Juli 2009

Så er jeg her! Efter 15 dage på farten er jeg ankommet til det sydlige New Zealand, nærmere bestemt den lille by Dunedin, hvor jeg skal tilbringe de næste fem måneder. Og puha… hvor starter jeg med at fortælle?

Eftersom jeg ikke har fået blogget de sidste 4-5 dage, må jeg hellere starte med at bringe jer sådan lidt ”up to date”. Jeg har tilbragt disse dage i Wanganui, der ligger på nordøen, stort set lige imellem Auckland og Wellington. Her boede jeg på udsøgt manér hos Hanne (igen tak), med et hyggeligt værelse og eget bad og hele molevitten. Helt vildt hyggeligt! Dagene bød på ture til blandt andet det majestætiske Mt. Taranaki og op langs Wanganui floden, med nogle helt sublime udsigter. Her fik jeg min første smagsprøve på det ”rigtige” New Zealand. Helt fantastisk!

Det er en ultrakort opsummering – det ved jeg godt – og skal nok prøve at skrive mere om Wanganui (har også planer om at vende tilbage inden jeg tager hjem til DK). Lige nu er jeg fuld af indtryk herfra Dunedin. I morges kørte Hanne mig fra Wanganui til lufthavnen i Palmerston North, hvorfra jeg skulle flyve videre, over Christchurch, til Dunedin. Jeg havde for måneder siden arrangeret en taxi til at hente mig i lufthavnen i Dunedin, da universitetet havde sat det op så vi kunne få turen til en ordentlig pris.

Da jeg ankom til lufthavnen i Palmerston North, fik jeg dog at vide at mit fly var forsinket 40 minutter, og derfor var de nødt til at booke mit videregående fly om. Det lykkedes mig dog at få sendt en mail til taxi-selskabet og gøre dem opmærksom på at jeg havde skiftet fly.

Jeg landede i Christchurch med en times forsinkelse, og havde endnu en times ventetid i lufthavnen inden mit sidste fly, så jeg var noget spændt på om nu taxien rent faktisk ville være der når jeg ankom. Det var en med god portion lettelse at jeg så en venligt udseende, hvidhåret Maori stående med et skilt hvorpå der stod: ”Intl. Student Kasper Thornbjerg”. Så på trods af lidt polemik og nervøsitet nåede jeg frem til Dunedin uden de store problemer. Jeg blev endda sat af ved hovedindgangen til Toroa International House hvor jeg skal bo.

Her blev jeg virkelig varmt og venligt modtaget, og vist til mit værelse, der er en del af en 5-værelses-lejlighed, jeg skal dele med fire andre. Først mødte jeg Daniel, en noget fåmælt Kiwi (New Zealænder). Og mit værelse? Det er intet mindre end FANTASTISK! Her er masser af plads, et stort skrivebord og to garderobeskabe, plus en varm og blød seng. Vores lejlighed ligger på toppen af en bakke, så fra mit vindue er der udsigt over det meste af Dunedin. Hvad mere kan man ønske? Vejret er dog virkelig hårdt lige nu. Gråt med masser af regn, men stemningen er god og enormt studievenlig.

Efter en kort tur ned igennem byen efter lidt mad og fornødenheder kom jeg tilbage til Toroa, og midt i udpakningen bankede en anden af mine ’flatmates’, Shrika, en enormt imødekommende og storsmilende fyr fra Sydney (født i Indien) som mødte mig med high-fives og flere forsikringer om at jeg endelig bare skulle sige til hvis jeg manglede noget som helst. Helt vildt flink fyr! Kort efter kom min tredje flatmate, Terrance fra Sydafrika, forbi og inviterede mig med ham og en flok andre nyankomne ud at spise. Det blev til en hyggelig aften med lidt god (og billig mad). Det skal nok blive godt her i Toroa. Jeg tror der er en del fester og den slags, men det lader til at det er op til en selv hvor meget man vil slå sig løs.

Jeg har fået tjekket mig selv ind på universitetet og det lader til at Dunedin er en fantastisk by at studere i. I hvert fald glæder jeg mig meget til undervisningen begynder inden så længe, og kalenderen er fyldt op med alle mulige forskellige arrangementer… Det er helt vildt spændende at være her, og jeg er allerede faldet godt til. Det er så nemt at falde i snak med folk, og alting er nemt at finde… og så kan man godt leve med lidt regn.