På mandag begynder det nye semester, og det er jo allerede en smule anderledes end det danske, der først starter omkring september. Det passer dog fint, da vi får fri lige inden sommeren begynder.
I torsdags havde vi det såkaldte 'course approval', hvor man skal bestemme sig for hvilke kurser man vil følge og have dem godkendt af både den afdeling man vil læse ved og den centrale administration. Det er en rimelig omfattende proces, hvor man starter klokken halv 9 om morgenen med at stå i kø for at få det skema man skal fylde ud. Derefter skal man så finde ens afdeling(er). Eftersom alle mine kurser hører under engelsk-afdelingen, skulle jeg kun have underskrifter fra et sted, så det gik egentlig noget glattere end jeg havde regnet med. Det tog alt i alt to timer før jeg havde gennemført hele processen og endda også fået udleveret mit ID-kort.
Torsdag aften var der fest for alle internationale studerende på en lokal bar, og det var superhyggeligt. Det var tændt op i pejsen så man kunne sidde udenfor på trods af det kølige vejr. Dagen efter var vi med et gammeldags tog til et sted der hedder Taieri Gorge, hvor vi blev mødt med grillmad og en fantastisk udsigt. Det var en rigtig fin tur, hvor man fik set noget flot New Zealandsk natur. Fra Dunedin har man nem adgang til den slags områder, så jeg kan næsten ikke vente med at melde mig ind i universitetets vandreklub og få udforsket noget af den omkringliggende natur.
Men først og fremmest gælder det lige nu om at komme i gang med undervisningen og lære systemet bedre at kende. Jeg har tre kurser: "Renaissance Literature", "Approaches to Writing About Literature", der gerne skulle forberede mig på specialet der venter når jeg kommer hjem til DK, og sidst men ikke mindst "Modernism: Joyce", hvori jeg skal læse James Joyce's Ulysses, der er berygtet som et af de mindst tilgængelige literære værker overhovedet. Heldigvis bliver vi guidet igennem murstenen bid for bid, så jeg håber det kan gøre den lidt mere fordøjelig.
Mit skema er også ok. Jeg har mandag fri, men her skal der formentlig terpes Ulysses. Tirsdag har jeg timer fra 9 til 11 og igen imellem 11 og 12. Onsdag fra 11-13. Torsdag er en lidt længere dag med timer fra 9-10, 12-13 og så igen 14-17. Fredag har jeg til gengæld fri.
Jeg tror det er et passende skema. Der er formentlig en pæn del læsning og selvstudie, og så skulle der også gerne være tid til at få set lidt af landet ved siden af studierne. Det er vanvittigt flot her på sydøen, og det er ikke svært at komme rundt i NZ, så det er slet ikke utænkeligt at der kommer nogle weekendture ind i mellem.
Det er vist alt for nu.
lørdag den 11. juli 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar