Kelly Tarlton's

Auckland, 25. Juni 2009

I dag har jeg besøgt Kelly Tarlton’s Underwater and Antarctic Experience. Som jeg har nævnt tidligere, er det et slags udvidet Kattegat- eller Grenåcenter, men det er langt, langt federe. Ligesom Grenåcenteret har det en stor tank med hajer og andre fisk, hvor man kan gå igennem en glastunnel med fiskene over hovedet, men her er tanken langt større, og man stiller sig på et slags ”samlebånd” og bliver så ført rundt under tanken. Man kan når som helst stå af båndet og se nærmere på hajerne, rokkerne og de andre fisk.

Derudover er der en masse eksotiske fisk at se på i separate akvarier, og så har de lavet en simulation af et antarktisk landskab, hvor de har pingviner gående frit. Man bliver kørt rundt i dette rum i en opvarmet køretøj. Det hele er ret fedt, og selvom det var lidt smådyrt var det det hele værd.

Jeg tror det er på tide at beskrive kulturen her lidt nærmere. Auckland i sig selv er helt klar en universitetsby, og når man går ned ad gaden en sen eftermiddag er 75% af dem man møder unge, asiatiske studerende. Folk er enormt venlige og åbne og generelt afslappede, selvom byen har et klart metropol-vibe.

Det kræver lidt tid at vænne sig til trafikken her. Først og fremmest kører man jo i venstre side af vejen, og derfor skal man se sig til højre først når man krydser vejen. Lidt forvirrende når man først lige ankommer. Desuden har jeg studset en del over trafikreguleringerne. I Danmark er der jo først grønt for både biler og fodgængere fra den ene side, og derefter til den anden side. Sådan er det ikke her. Først er der grønt for biler fra den ene side, så for biler fra den anden side, og derefter for fodgængere fra begge sider. Det lyder måske lidt sært, men finten er at man på den måde kan krydse diagonalt, hvis man skal over på den diametralt modsatte side af vejen. Det var sært at se første gang, og skulle lige observeres inden jeg selv turde gøre det, men det er egentlig ret praktisk.

Jeg er i øvrigt også lidt bekymret over hvad de her seks måneder vil gøre ved min accent. Normalt taler jeg rimelig jævnt amerikansk engelsk, men jeg kan ikke lade være med at gå og øve den New Zealandske dialekt. Et godt eksempel er sætningen ”That depends”, som her lyder som ”Thet depinds”. Samtidig bruges ”cheers” som tak (hvilket jeg allerede har gjort til standard), og ”sweet as” betyder fantastisk.

Mit jet lag har været rimelig slemt de sidste to dage. Jeg gør hvad jeg kan for at tilpasse mit indre ur til lokal tid, og det skal nok komme inden så længe, men det er pænt surt at vågne klokken halv 4 om natten og føle sig helt udhvilet. Jeg har kun en enkelt ting tilbage som jeg gerne vil nå inden jeg skal til Wanganui, og det er en færgetur til Devonport. Jeg har ventet på det rigtige vejr til det, men det er enormt omskifteligt, så måske man bare skal tage chancen i morgen.

Ellers er der rig mulighed for en tiltrængt slapper i en af byens utallige caféer eller parker, og så kan filmnørden i mig ikke lade være med at være lidt tiltrukket af at Transfomers 2 spiller i den lokale IMAX-biograf. Jeg har aldrig været i en IMAX, og tror det skal prøves hvis pengene slår til.