fredag den 19. juni 2009

Den første blog

København, 19. Juni 2009

Første del af min rejse er som ventet forløbet uden de store problemer. Jeg mødtes med Tobias, som jeg kender fra filmhøjskolen og vi tog sammen toget til København, hvor vi skal have reunion-weekend med Mikkel og Andreas, to andre fra filmhøjskolen.
Det bliver formentlig ren afslapning, og det passer mig egentlig fint, for har ikke rigtigt kunnet slappe af i Århus de sidste par dage. Da jeg først kom på toget og kunne begynde at lægge alle forberedelserne fra mig, kunne jeg mærke at det lettede en del. For meget stress i Århus.
Aftenen i går gik således med kinesisk mad, Xbox, TV-serien ”How I Met Your Mother”, og kolde øl. Helt vildt rart at kunne koble af i godt selskab og begynde at glæde sig til at komme om på den anden side af jorden.
Jeg har taget et par billeder fra København allerede, men er dog lidt usikker på hvornår jeg kan få dem uploadet, da jeg ikke lige umiddelbart kan finde USB-kablet man skal bruge for at lægge dem over på en computer. Jeg satser på at kablet ligger et eller andet sted i min kuffert, og ikke i et opbevaringsrum i Geding, men ellers må jeg se om jeg kan finde et i Auckland og så uploade billederne der.
Det er egentlig hvad der er sket på min rejse op til nu.

Tusind tak for alle hilsnerne, opmuntringerne og afskedsgaverne, for øvrigt. Har været rigtig dejligt at få set en masse mennesker inden jeg skal flyve. Vi snakkes ved over nettet, og ansigt til ansigt i 2010 (eller umiddelbart før).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar